Filmz
Manden Uden Navn

The Bourne Identity

Medvirkende:

Matt Damon, Franka Potente, Chris Cooper, Clive Owen, Brian Cox, Adewale Akinnuoye-Agbaje, Julia Stiles, Gabriel Mann, Walton Goggins, Josh Hamilton, Orso Maria Guerrini, Tim Dutton, Denis Braccini, Nicky Naude, David Selburg, Demetri Goritsas, Russell Levy, Anthony Green

Instruktør:

Doug Liman

Filmlængde:

118 minutter

Genre:

Action, Thriller

Manden Uden Navn

Filmen”Manden uden navn” er instruktøren Doug Limans forsøg på at vække agenten Jason Bourne til live igen, og spørgsmålet er så, “Er det nødvendigt?”, et spørgsmål jeg selv ville besvare med et, “Ja”.

Jeg var ret begejstret da jeg første gang hørte om planerne til en filmatisering af Robert Ludlums “The Bourne Identity”, eller “Manden uden navn” som den hedder på dansk. Det er den første bog i hans Bourne-trilogi, alle omhandlende agenter, fordækte identiteter, snigmord og hemmelige planer.

Det var en film jeg så meget frem til at se, selvom at jeg dog havde haft mine bekymringer mht. instruktøren Doug Liman, en indie-instruktør der tidligere kun havde beskæftiget sig med komedier. Men måske at det også ville være den bedste løsning. For med Liman bag roret, var man da i det mindste sikker på at der ikke gik Bruckheimer i projektet, og at det hele ikke så bare endte med en stor omgang eksplosioner og en masse skyden omkring, men i stedet blev en mere intelligent thriller, ligesom bogen og den gamle TV-serie.

[image=2341]

“The Bourne Identity” er en rigtigt god og spændende historie, og det er ikke første gang den er blevet filmatiseret, og nok heller ikke sidste gang. Den blev i 1988 indspillet som en mini-serie i to afsnit, med Richard Chamberlain i hovedrollen, som manden der jagter både navn og identitet. Selvom de fleste mener at serien var kedelig eller dårlig, så er den modsat Limans version noget mere tro imod bogen. Jeg var i tidernes morgen ret begejstret for TV-serien, og har da også købt den på dvd.

Jeg var noget overrasket over at se Limans fortolkning af bogen, eller måske nærmere hans version af historien. Liman havde nemlig valgt at distancere sig ret langt fra den originale historie, og i stedet valgt kun at bruge selve idéen med manden der jagter sin identitet, og måske endda sit sande jeg.

Det sætter mig lidt i et dilemma, for jeg synes virkelig at den originale historie er god, rigtig god, men på den anden side, så er jeg heller ikke ligefrem utilfreds med Limans version anno 2002. Den er gennemtænkt, og har masser af gode øjeblikke, og er ikke så klichéfyldt som en film af den slags normalt vil være – selvom nogen måske vil påstå det modsatte.

Filmen er også mit bud på en af de bedste af slagsen, i hvert fald i nyere tid. Men Limans version vil sikkert kede en masse mennesker, for hans version er nemlig noget mere realistisk end de fleste agentfilm, så skuddueller og biljagter er derfor også nede på et noget andet niveau end actionfreaks er vant til. Men det giver både personerne og filmen mere troværdighed, i modsætning til agentfilm som “James Bond”, “xXx” og “Mission Impossible”, hvor man nogen gange er nødsaget til at trække på smilebåndet og tænke, “Yeah right…”, og man så allerede der har indset, at det ikke er noget der sker i den virkelige verden.

[image=2343]

Liman og Co. har skruet en flot og underholdende actionfilm sammen, og hans valg af skuespillere har kun underbygget kvaliteten af filmen. Jeg er som tidligere nævnet godt tilfreds med Limans version, han har leveret et længe tiltrængt make-over af en god historie, og hans stil og evner har tilført filmen en masse spænding og dynamik, hvilket primært skyldes hans egen glæde for at føre kameraet. Han har også formået at mixe to genrer uden at det er gået galt, det er en thriller med action elementer. Det virker ret godt, og det er godt at det ikke er omvendt.

Jeg er ret sikkert på at filmen vil falde i de flestes smag, den er spændende, og der er den rette mængde action i den, så den heller ikke bliver for kedelig. De flotte locations er kun med til at højne stemningen, og man kan jo heller ikke lave en agentfilm uden mindst én europæisk storby – det vil bare virke helt forkert.

Brian Cox og Chris Cooper er nogen af de største stjerner i denne film, og selvom at de måske ikke har mest tid på lærredet, så er det deres præstationer jeg husker bedst. Matt Damons præstation er nu heller ikke dårlig, han ville nok ikke have været en anden instruktørs første prioritet, men at det netop er Damon der spiller Bourne er perfekt, for i original historien er Bourne mere menneske, end han er trænet dræbermaskine. Han ved hvad han er istand til, men han plages også af det. Noget en action skuespiller ikke ville have kunne spillet med samme overbevisning som Matt Damon gør det.

– Men ikke kun skuespillerne er med til at trække filmen op, selve produktionsteamet har leveret et flot stykke arbejde, biljagten og actionscenerne er utrolig godt koreograferet.

[image=2342]

Den eneste store utilfredshed jeg har, mit sure opstød, er hans afvigelse fra original historien. I den originale historie, er Jason Bourne en fiktiv person, en person skabt at folkene bag Treadstone for at fange den berygtede terrorist Carlos. Bourne er i virkeligheden David Webb. Den har noget mere fyld på sig, og det kunne have være fedt at se den historie bragt til live. Jeg læste for nyligt at filmselskabet havde købt rettighederne til de resterende to bøger i Bourne-trilogien, så det er sikkert kun et spørgsmål om tid før de kommer i biograferne – så det er bare at vente, og håbe på et ligeså godt resultat.

Som en lille ekstra tilføjelse, vil jeg derudover også foreslå at man så følgende to titler, [url=http://us.imdb.com/Title?0094791]”The Bourne Identity (1988)”[/url] og [url=http://us.imdb.com/Title?0118647]”The Assignment (1997)”[/url], mest fordi at de begge har relationer til Ludlums bog “The Bourne Identity”.

VideoDer er ikke noget at komme efter her, flot billede, godt transfer, så der er ingen ridser, støj eller noget andet der kunne ødelægge oplevelsen. Filmen bliver præsenteret i Anamorphic Widescreen, 2.35:1 Aspect Ratio.
AudioFilmen har en rigtig flot lydside, hele 3 lydspor, hvis man altså tæller kommentarsporet med Doug Liman med. Der er både et Dolby Digital og et DTS lydspor, og de er begge ret gode. Der er dog noget mere gang i DTS lydsporet, det høres bedst i actionscenerne, hvor også alle 5 kanaler bliver brugt flittigt.

[image=2344]

Ekstra materialeDer er lige det ekstra materiale med på denne udgivelse som der bør være, man kunne selvfølgelig smide mere på, men hvis man forbliver i det realistiske hjørne, og husker på at der trods alt kun er tale om en enkelt skive, så er det rigtigt flot. Som en flot lige ekstra detalje, så er det meste af ekstra materialet tekstet på de sprog der også er på som undertekster.

  • “Commentary by Director Doug Liman” – kommentarspor med instruktør Doug Liman, hvis man vælger at slå funktionen til, vil hans kommentarer også være tekstet.
  • “Alternate Ending” – en anden slutning end den der bliver vist i filmen. Den tilføjer dog ikke den store værdi til selve filmen, men det er alligevel sjovt og se hvad de ellers havde af idéer.
  • “Deleted Scenes” – fraklippede scener. Der er 4 styks af slagsen med.
  • “The Birth of The bourne Identity” – En featurette om filmens tilblivelse, om tanker og idéer bag filmen.
  • Musik video til Mobys “Extreme Ways”.
  • “Extended Farmhouse Scene” – en scene fra filmen, som den så ud før den blev kortet ned.
  • Theatrical Trailer til “Manden uden navn”.
  • Teaser Trailer til filmene “Johnny English” og “The Hulk”.
  • DVD-ROM features
  • Kort om filmen

    En tilsyneladende død mand fiskes op af havet af italienske fiskere. Kroppen fuld af kugler. Under huden ved hans hofte, finder en af fiskerne et lille indopereret metalhylster, der rummer et kontonummer til en schweizisk bank.

    Manden har ingen fortid, ingen han kan huske, for han har mistet hukommelsen. Han finder hurtigt ud af at han taler en hel del sprog, og er ret ferm til at neutralisere folk.

    Han vælger at følge op på det eneste spor, der kan kaste lys på sagen – bankkontoen i Schweiz. I banken får han udleveret en metalkasse da han forespørger på kontonummeret. I metalkassen finder han sit rigtige navn: Jason Bourne. Desuden finder han en række pas fra forskellige nationaliteter, alle med hans billede på, samt valuta og en pistol.

    Hvad han ikke ved er at Jason Bourne er dødsdømt. Spioner for den amerikanske regering er efter ham. Bourne må nu finde sin fortid, men han risikerer derved at miste sin fremtid.

    Ads by MGDK