I en berømt roman af den tjekkiske forfatter Franz Kafka ved navn “Amerika” fra 1930’erne beskriver Kafka en ung mands rejse gennem det nye land. Det interessante ved den i øvrigt fremragende roman er, at Kafka aldrig selv havde besøgt “Amerika” og heller ikke vidste særligt meget om landet. Det er en ren fantasiforestilling læseren bliver præsenteret for.

Lars von Triers “Dogville” og nu fortsættelsen “Manderlay” har det tilfælles, at de begge udspringer af Tries forestilling om Amerika, snarer end et personligt kendskab. Trier selv har aldrig besøgt USA og hans politiske betragtninger kan sammenfattes til at [i]”Bush er et røvhul”[/i].

Spørgsmålet bliver derfor snarere om der er nogen grund til at tage hans anti-amerikanske kritik særlig alvorligt. Det burde under alle omstændigheder ikke være nogen hindring i at lave gode film.

“Manderlay” følger Graces videre liv. Efter at have “ryddet op” i Dogville tager Grace sammen med sin gangsterfar til godset Manderlay, hvor hun chokeres over, at folk stadig lever som om slaveriet eksisterede. Den aldrende ejer Mam dør (meget belejligt) umiddelbart efter hendes ankomst. Ved hjælp af gangsterne tager Grace magten på godset, overbevidst om at hun vil bringe fred og demokrati til stedet. Hendes far råder hende til ikke at blande sig, men efterlader hende alligevel nok mænd til at hun kan gennemføre magtskiftet. Inden længe er de undertrykte blevet undertrykkerne.

“Manderlay” er ligesom “Dogville” optaget på en kulisse tegnet til lejligheden med kridtstreger der viser hvor de forskellige huse ligger osv. Den eneste forskel er at man denne gang i stedet for hvide streger på et sort gulv har brugt sorte streger på et hvidt gulv (hvor poetisk…). Skuespillerne får også en del flere rekvisitter end sidste gang, hvilket efterhånden får én til at spekulere på, om man ikke ligeså godt kunne lave den “on location” i stedet. Man gør alligevel alt andet.

I modsætning til “Dogville”, som på mange måder var en meget typisk Trier film, så er vægten denne gang lagt mere på det sociale og mindre på de enkelte personers psykologi. “Manderlay” er langt hen af vejen en temmelig konventionel film. Hvor mange dramaer har vi ikke allerede set om slaver? I denne sammenhæng har “Manderlay” meget lidt nyt at bidrage med, mange af scenerne kunne gnidningsfrit indsættes i de fleste amerikanske slave/godsejer film. Handlingen er proppet med de standard klichéer, som den slags film og tv-serier altid har. Lige fra den kloge gamle slave til den obligatoriske hvid kvinde-sort mand sex. Ligeledes, i modsætning til “Dogville”, har figurerne ikke megen dybde. Værst går det ud over Grace der her er blevet temmelig indskrænket. Hvordan kan hun dog forblive så naiv efter de lidelser hun gennemgik i den forrige film?

Skuespillerpræstationerne er for det meste udmærket, om end en anelse stive. Bryce Dallas Howard får den utaknemmelige opgave at skulle tage over efter Nicole Kidmans pragtpræstation, og hun gør det rimeligt men er slet ikke i stand til at give Graces karakter den dybde hun tidligere havde. Om noget bliver det blot tydeligere, hvor konstrueret en person hun egentlig er. Til gengæld er Willem Dafoe virkelig god, og han får i det mindste sparket noget liv ind i filmen i de korte sekvenser han er med i.