Kostumedrama [i]on the rocks[/i]Dronning Marie Antoinette, som blev halshugget efter den franske revolution i 1789, var i virkeligheden en pige ligesom alle andre, hvis ungdom var mindst ligeså fyldt med den usikkerhed og ambivalens, der kendetegner teenagere i dag. Sådan fremstilles det i hvert fald i Sofia Coppolas underspillet postmoderne kostumedrama om det franske hof i 1700-tallet, og det har både sine fordele og ulemper.

Den unge Marie Antoinette er datter af Østrigs Kejser og bliver giftet bort til Frankrigs tronarving, Ludvig den 16., for at styrke de to landes forbindelse. I en alder af kun 14 år tvinges Marie til at finde sig til rette som den kommende dronning af Frankrig, at lære de ofte absurde normer og ritualer ved hoffet, samt at indse, at hun kun bliver accepteret, så længe hun kan supplere Frankrig med en ny tronarving. Dette viser sig sværere end som så, for Ludvig er en sky ung mand, der er mere interesseret i at gå på jagt og fremstille nøgler, end at gå i seng med sin kone. De to vænner sig dog med tiden til deres nye hverv, især efter Ludvigs far, Ludvig den 15., dør. Selvom de kun er teenagere, må de nu overtage styringen af landet, og Marie finder stor tilfredsstillelse i det overdådige liv som leves på Versailles. Men historien indhenter dem, og revolutionen lurer om hjørnet i takt med, at landets befolkning sulter, mens regenterne fester i deres eget lille isolerede paradis. Snart må kongeparret vågne op til omverdens barske realiteter.

Sofia Coppola, der høstede store roser med sin sidste film, “Lost in Translation”, har delvis valgt at basere “Marie Anotionette” på en biografi af forfatteren Antonia Fraser, men filmen er samtidig også et forsøg på at vise denne unge regent som en nutidig størrelse. Ganske vist er de royale normer mere stringente og intrigerne ved hoffet stikker dybere, men Marie og hendes hofdamer fremstilles i høj grad som vor tids teenagetøser, hvad enten det er deres shoppingture, venindesladder eller flirten med drenge til løsslupne fester. Coppola forstår især at fange det troværdige og naturlige i en svunden tid, hvilket hun i høj grad excellerede i sin første film, “The Virgin Suicides”, hvor Kirsten Dunst også spillede en central rolle. Marie Antoinette, i skikkelse af Dunst, er lidt af et fund, for det lykkes hende at give rollen et samtidigt præg, en slags eviggyldighed, der gør det let at identificere sig med hendes situation, i hvert fald i den svære opstartsfase.

Antoinettes liv udspiller sig i fantastiske og overdådige omgivelser, og så pompøst som kun Versailles kan være, men tonerne til filmen er umiskendeligt moderne. Soundtracket er fyldt med ungdommelig poprock, der på den ene side er med til at bringe fortiden [i]up to date[/i] og styrke den nutidige identifikation, men på den anden side kræver tilvænning, for at anakronismen ikke skal skure i ørerne, når der rockes til et 1700-tals maskebal. Det er heldigvis knap så manisk eksekveret som Cameron Crowes efterhånden trættende lydspor, og gjort med mere flair og mere subtilt end den popmoderne ligegyldighed, “A Knight’s Tale”.