[b]Rørende skønhed[/b]

Marina Abramovic er nok ikke et navn, der får klokken til at ringe hos de fleste. Ikke desto mindre har hun i omtrent 40 år dedikeret sit liv (og sin krop!) til performancekunsten, og hun er et veletableret navn inden for denne kunstarts domæne. Og nu er der lavet en dokumentar om den jugoslaviske skønhed, men desværre afskrækker filmens omdrejningspunkt nok en del fra den ellers overvældende smukke oplevelse, det er at se “Marina Abramovic: The Artist Is Present”. Og det er synd og skam.

I Jeff Dupres og Matthew Akers’ dokumentar følger vi Abramovic på nært hold, imens hun forbereder sig på en af sit livs vigtigste udstillinger: En stor, retrospektiv udstilling på The Museum of Modern Art (MoMA) i New York. Med denne udstilling ønsker Abramovic én gang for alle at svare på kritikernes evige spørgsmål: [i]”Hvorfor er det kunst?”[/i] Man ser blandt andet en del af kunstnerens tidligere værker opført af 30 unge, spirende performancekunstnere, mens Abramovic selv opfører sit nyeste værk: “The Artist Is Present”.

Performancekunst kan være en forunderlig størrelse, og hvis det ikke havde været for Marina Abramovics korte optræden som sig selv i sidste sæson af tv-serien “Sex and the City”, så var undertegnede totalt tabt bag en vogn, hvad angår bare en [i]smule[/i] kendskab til kunstneren. Det skulle også vise sig, at det ikke var performancekunstaspektet af dokumentaren, som vakte størst begejstring hos denne anmelder, men derimod det personlige indblik man får i Abramovic. Som kuratoren Klaus Biesenbach meget rammende siger på et tidspunkt i filmen: [i]”Marina forfører alle.”[/i]

Abramovic er eksempelvis ikke bleg for at fortælle kameraet, hvad hun netop har gennemgået med sin personlige psykolog – blandt andet det svigt, hun oplevede fra moderens side i barndomsårene, og sorgen fra et brudt forhold, der stadig spøger i kulissen. Det er denne konstante åbenhed, Abramovic møder verden med, der virkelig formår at bjergtage hjertet. Åbenheden betyder også, at vi lærer en del om Abramovics tidligere, 12 år lange og stormfulde forhold til kunstneren Ulay. Siden man kommer så langt ind i Abramovics følelsesliv, er hun heller ikke alene om at fælde en tåre i en scene, hvor hende og Ulay ser hinanden i et skelsættende møde under hendes udstilling på MoMA. Abramovics hudløse ærlighed har gjort, at man virkelig forstår, hvor hjertegribende dette øjeblik er for dem begge. Hvilken himmelsk mavepuster.

Billedsiden i dokumentaren er ganske fornemt udført, men det er ikke den del, der efterfølgende spøger i hukommelsen. Nej, det, som [i]virkelig[/i] forfører og sætter sit præg på stemningen, er Nathan Halperns musikalske bidrag til dokumentaren. Det er som skræddersyet til Abramovic selv. Musikken er dejligt underspillet, men også dramatisk. Den forbliver altid på den lidt mørke og melankolske side af musikspektret og fungerer særdeles effektivt. Hver enkelt lille, furiøse violinstrøg er nemlig som en usynlig tråd, der knytter et ubrydeligt bånd mellem ens blik og det hvide lærred. Dog har dokumentaren også sine komiske øjeblikke, såsom da Abramovic spørger hendes gallerist, Sean Kelly, hvad han synes om idéen, at tryllekunstneren David Blaine i et værk skal sprætte Abramovic op med en økse – sådan rigtigt. Dette kommer kort efter, man har set Blaine tage en bid af sit vinglas, gennemtygge og synke det (spoiler-advarsel: Sean Kelly synes, det er en dårlig idé).