Filmz
Marley & Me

Marley & Me

Medvirkende:

Owen Wilson, Jennifer Aniston, Eric Dane, Kathleen Turner, Alan Arkin, Nathan Gamble, Haley Bennett, Ann Dowd, Clarke Peters, Finley Jacobsen, Lucy Merriam, Bryce Robinson, Ben Hyland, Sarah O'Kelly, Keith Hudson, Haley Hudson, Tom Irwin, Alec Mapa, Sandy Martin, Joyce Van Patten, Zabryna Guevara, Megan Grace, Haley Higgins, Ana Ayora, Matthew J. Walters, Nicole Herold, Paul Tei, Gaston Renaud, Angelina Assereto, Emmett Robin, Lisa Varga, Dylan Henry, Stephen Lee Davis, Michael Baskin, Bradley Frishman, Eric Conger

Instruktør:

David Frankel

Filmlængde:

111 minutter

Genre:

Komedie

Marley & Me

[b]Mit liv med hund[/b]

I filmens verden er sætningen [i]”Baseret på en sand historie”[/i] ofte ensbetydende med [i]”Sentimental følelsesporno uden ét gran af troværdighed.”[/i] “Marley & Me” tager udgangspunkt i en autentisk historie, og filmen er afgjort sentimental, men det ville dog være en stor overdrivelse at betegne den som følelsesporno. Filmens lystige trailer, som præsenterer masser af gakkede hundekunster, samt dens plakat, der prydes af to storsmilende skuespillere og en nuttet hundehvalp, lægger ellers op til en omgang kvalmende sødsuppe. Men filmens problem er ikke, at den for ofte og intensivt prøver at gøre tilskueren blød om hjertet, men at den derimod forsøger alt for sjældent.

[image=36392]

Vi introduceres i starten for det nybagte ægtepar John og Jenny Grogan. Virkelighedens John Grogan forfattede den bog, som filmen er baseret på. Vi følger duoen, der flytter fra kolde Michigan til frodige Florida, hvor de begge bliver skribenter for lokale aviser. Jenny vil så gerne have et barn, men John er knap så tændt på at blive far, så han får den idé at købe en hundehvalp i stedet. John køber Marley, som hundeejeren mægtig gerne vil af med, og det bliver hurtigt klart for ægteparret hvorfor: Det lille kræ er en værre slambert, som sjældent lystrer og gladelig sætter tænderne i sine ejeres kostbare ejendele. I sin bog kaldte Grogan Marley for ‘verdens værste hund’, og Marley lever op til sin uheldige titel med sine vilde narrestreger. Men naturligvis (og heldigvis for filmen) får den charmerende vovse både familien Grogan og tilskueren til at sænke paraderne og forelske sig i den.

Faktisk kan “Marley & Me” snildt sammenlignes med den hund, der er filmens omdrejningspunkt (i hvert fald i en del af filmen), for ligesom Marley savner filmen beslutsomhed og retningssans. Det er et besynderligt komediedrama, som sjældent er særlig dramatisk, og endnu sjældnere er decideret komisk. “Marley & Me” blev lanceret som en farce, men den er altså sjældent sjov – ikke så meget fordi dens jokes falder til jorden, men fordi den stort set ingen jokes har. I perioder virker filmen endda gravalvorlig. Efter introduktionen af Marley og et par muntre sekvenser, synes filmen mere opsat på at granske sine hovedpersoners besvær med at få job og børn (vi overværer endda en spontan abort), og der er mange skænderier mellem John og Jenny, som døjer med midtvejskriser.

[image=38644]

Marleys abekattestreger får indimellem filmen til at lyse op, men han forsvinder i forbavsende lange perioder, og der er tit en forstyrrende kontrast mellem filmens sobre, seriøse drama og overgearede sjov og ballade. Ærlig talt fremstår Marley til tider som lidt af en malplaceret pauseklovn. Desværre bliver personportrætterne aldrig så nuancerede, at filmen kommer til at fungere optimalt som drama – især fordi vi faktisk får meget lidt at vide om John og Jenny undervejs og uhyre sjældent kommer under huden på dem igennem filmens to timer (en halv time kunne i øvrigt sagtens være blevet sakset). Jovist, vi hører meget om deres ambitioner, men hvad med deres fortid og følelser? Og parret kæmper ikke med problemer, som ikke er blevet skildret tidligere eller med større overbevisning i talløse andre film.

Det er dog alligevel forfriskende og beundringsværdigt, at “Marley & Me” ikke forsøger at fremtvinge latter og tårer med samme nagende iver som de fleste film med søde dyr i centrum. Og både Owen Wilson og Jennifer Aniston leverer gode, følelsesladede præstationer i hovedrollerne – det er bare en skam, at deres karakterer er så banale. Efter filmens lovende start og sløve midterdel kommer “Marley & Me” for alvor op i gear igen mod slutningen, som benytter ethvert tænkeligt trick fra tåreperserens manual – og med stor succes, må det alligevel siges. Det er bare en skam, at filmen indtil da har været så hunderæd for at puffe til tilskuerens tårekanaler. Flere forsøg havde formentlig givet pote.

[image=38645]

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Dette superbe HD-transfer understreger, at “Marley & Me” er en splinterny, velfinansieret Hollywood-film. Billedet er aldrig tilnærmelsesvis uskarpt. Detaljerigdommen er enorm, og billedet har både imponerende dybde og et appetitligt, celluloidagtigt look. Hverken utilsigtet støj eller gryn forekommer, og edge-enhancemnet, udtværing og komprimeringsfejl figurerer heller ikke. Kontrasten er ekstremt sjældent en smule flad, men slet ikke hyppigt nok til at frarøve dette strålende transfer en velfortjent topkarakter.

[b]Audio[/b]

Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor går fint i spænd med billederne, men man har glemt det, så snart filmen er forbi. Dynamikområdet er forholdsvis stort, der er ingen mindeværdige panoreringer, den auditive atmosfære er sædvanligvis udmærket, men indimellem meget stilfærdig og kedelig, og lydeffekterne, musiknumrene og replikkerne kommer klokkeklart igennem.

[image=36390]

[b]Ekstramateriale[/b]

Fans af filmen og hunderacen vil formentlig sætte stor pris på skivens mange (om end ultrakorte) dokumentarer, der bl.a. omhandler et par festlige hundekonkurrencer og de mange vovser, som spillede Marley under optagelserne. Desværre er skivens 6 minutters fraklip enormt kedelige, mens der til gengæld er et par udmærkede, men også mange overflødige øjeblikke blandt udgivelsens i alt 26 minutters slettede scener, som instruktøren David Frankel har indtalt kommentarer til. Man kan også aktivere et video-kommentarspor, som belærer seeren i hundeopdræt under udvalgte scener fra filmen. Ekstramaterialet præsenteres i HD. Desuden medfølger en digital kopi af filmen på en selvstændig disk.

Kort om filmen

Filmen følger familien Grogans liv med nye job og nye hjem i nye byer og frem for alt en børneflok, der vokser og bliver større, som børn jo gør. Undervejs gennemgår ægteskabet alle de kriser, som de fleste af os kender – hun må neddrosle karrieren til fordel for husmoderrollen, mens han kan holde sin kørende med uformindsket styrke. Men trods alle genvordigheder formår John og Jenny at holde sammen og endog samtidig formå at leve med det fænomen, som de selv kalder “verdens værste hund”.

Ads by MGDK