Masters of the Universe leverer akkurat det sværdsvingende actioneventyr den lover. Med ironiske metajokes og forkølet maskulinitetssatire som krykke hindrer den dog sig selv unødigt.
Selv hvis man ikke kender He-Man-universet, skal man ikke se meget længere end på universets helt for at forstå appellen: He-Man, kaldet Prince Adam i civil, løfter et almægtigt sværd mod himlen, råber ”I have the power” og bliver med ét transformeret til en overmenneskelig, læderlændeklædt actionhelt. Hvis man stadigvæk ikke fanger tonen, kan man se på He-Mans gennemførte pagefrisure eller på superskurken Skeletor, der naturligvis er en skelettroldmand.
Allieret med lige så over-the-top partnere som machosoldaten Duncan, det grønne tigerdyr Cringer, soldaten Teela, heksen Evil-Lyn og ikke mindst Fisto, kæmpes der om planeten Eternias skæbne. Det er farverigt, legende og bevidst overdrevet. Hvad He-Man mangler i tematisk dybde, har universet derimod i ambition og actioneventyr: Planeten skal reddes, og det skal være sjovt.

Med et navn som Masters of the Universe lægger den nye milliardbudgetterede fortælling om He-Man sig i slipstrømmen på denne overdrevne tradition. Adam (Nicholas Galitzine) skal efter 15 års eksil vende tilbage til Eternia for at bekæmpe Evil-Lyn (Alison Brie) og Skeletors (Jared Leto) rædselsregime. Hjulpet af gamle bekendte som Duncan (Idris Elba) og Teela (Camila Mendes) skal Adam besejre Skeletor, befri Eternia og genindsætte eksilregeringen. På den måde minder rammen for spillefilmen om tidligere versioner af He-Man såsom tv-serierne eller den noget sløje 1987-film.
Og så alligevel ikke.
For selvom filmen, når den er bedst, dyrker fantasiuniverset på Eternia og He-Mans larger-than-life-persona, bruges der mere tid på fortællingens ramme. Filmen fungerer derfor som en slags tilblivelsesfortælling for He-Man. Adam er ved filmens start mere lig klassens klovn end en macho-actionhelt. Adam, og dermed indirekte He-Man-universet, skal altså lære at blive en moderne actionhelt. Som resultat bruger filmen meget tid på Adam i den virkelige verden, hvor han brillerer som frustreret HR-medarbejder i Oklahoma City.
Hvorvidt man finder filmen sjov, kan nok testes på, om man synes, det lyder åndssvagt eller morsomt. Selv befinder jeg mig nok et sted i midten. Det giver anledning til nogle af Galitzines sjovere øjeblikke, men desværre også til de mindre interessante dele. Især imod slutningen af filmens 2 timer og 20 minutter lange spilletid begynder HR-lingoen at føles som en belastende tilføjelse, og satiren om maskulinitet bliver noget halvhjertet.
Instruktør Travis Knight har truffet et godt valg ved at lade 80’er-nostalgien dominere i både tone og visuelt udtryk. Det er dejligt, at der er skruet op for det fjollede og teatralske. Indkapslende for dette er Letos præstation som Skeletor, der sætter skurkens indre diva løs og leverer en god, uhæmmet antagonist med alt, hvad det indebærer fra monologer til spydige one-liners. Det er meget opsummerende for filmen, der leverer mange jokes i minuttet.

De computergenerede effekter, også kaldet CGI, kommer nok til at dele vandene. Generelt er de kompetent lavet, men der er enkelte eksempler, der trækker helhedsindtrykket gevaldigt ned. For eksempel skærer Cringer særligt i øjnene.
Desværre tør filmen ikke satse alt på charmen ved det overdrevne og teatralske. Igennem filmen er der således mange ironiske jokes og metakommentarer om universet. Nogle gange er det meget sjovt, som når det absurde i et univers bestående af navne som Fisto flere gange påpeges. Hvis man holder af Marvel-filmene fra slutningen af 2010’erne eller 2023’s Dungeons & Dragons, vil man utvivlsomt holde af tonen. Uheldigvis bliver konsekvensen i længden, at filmen sætter sig mellem to stole: På den ene side vil den gerne levere farverige øjeblikke som fra det originale tv-show, og på den anden side vil den gerne punktere disse øjeblikke og påpege hullerne i deres interne logik.
Men man kan ikke gøre begge dele samtidig. Eller, rettere sagt, det kan man måske, hvis det er virkelig sjovt. Det falder dog som oftest til jorden i dette tilfælde. Selvom det er humoristisk at påpege de endeløse absurditeter i He-Man-universet, bliver det trættende i længden. Til at starte med er det sjovt at stille spørgsmål som: Hvad sker der egentlig med Adams tøj, når han transformeres til He-Man? Hvorfor lyder alle karakterernes navne som noget, en 10-årig har fundet på? Desværre bliver det en tynd kop te i længden, og der er mange gange, hvor man ikke ville blive overrasket, hvis der blev blinket ind i kameraet efter en joke. Det kan være meget sjovt en gang eller to, men i længden modarbejder det filmens andet udtryk for en tam gevinst.

Det er ærgerligt, for filmen har egentlig humor nok uden de greb. I sig selv er universets æstetik så (bevidst) latterlig, at metajokesene ender med at adressere et problem, som universet ellers ikke har.
Med sin satire af maskulinitet, HR-jokes og farverige udtryk fristes man til at tænke, at udviklerne bag He-Man, Mattel, gerne har villet genskabe 2023’s Barbie-mani. Det kan man sagtens forstå, men desværre læser det til tider som en fattigere version af en bedre film.
Filmens blandede succes kan opsummeres i de varierende præstationer. Hvor Leto, Elba og Mendes leverer gode til fine præstationer, kommer Brie ukarakteristisk sløjt igennem det. Galitzine er på en svær opgave som både Adam og He-Man, og resultatet er forståeligt nok noget ujævnt.
Masters of the Universe leverer derfor masser af action, tvivlsom CGI, momentvis gode præstationer, godt med grin samt service til fans af universet.
Masters of the Universe kommer i biografen den 4. juni.