Filmz
Matrix Reloaded, The

Matrix Reloaded, The

Medvirkende:

Ray Anthony, Christine Anu, Andy Arness, Alima Ashton-Sheibu, Helmut Bakaitis, Steve Bastoni, Don Battee, Monica Bellucci, Daniel Bernhardt, Valerie Berry, Ian Bliss, Liliana Bogatko, Michael Budd, Stoney Burke, Kelly Butler

Instruktør:

Andy Wachowski, Larry Wachowski

Filmlængde:

138 minutter

Genre:

Sci-Fi, Action, Thriller

Matrix Reloaded, The

Takket være den maskinelle præcision bag markedsføringen af “Matrix” fænomenet kan vi nu her knap en måned før premieren på “Matrix Revolutions” få fingrene i film nummer to på DVD. Selvom det stadig er en noget blandet fornøjelse at se “Matrix Reloaded” er det ikke desto mindre en film der – i kraft af sine store tekniske kvaliteter – gør en god figur i hjemmebiografen. Det kan man derimod ikke sige om det sparsommelige ekstramateriale, der tydeligvis bærer præg af, at Warner har gemt alle guldkornene til næste års uundgåelige mega-bokssæt med alle tre film.

[image=3552]

Med et unødvendigt kompliceret plot og en dialog der får én til at trygle efter den blå pille, er “Matrix Reloaded” ikke blevet den super-duper efterfølger som vi alle havde sat næsen op efter. Kigger man historien efter i sømmene savnes der fra starten af det samme narrative drive, som kendetegnede Neos søgen efter svar i den første film. Til trods for at handlingen indeholder en klart defineret hovedkonflikt i form af maksinernes march mod Zion, forbliver truslen en underlig abstrakt størrelse, der for det første aldrig bliver nær så engagerende som Neos personlige rejse og for det andet konstant må se sig gennemhullet af de lange actionsekvenser. Mange scener får karakter af at være små, individuelle handlingsforløb, der ikke rigtigt passer ind i den overordnede fortælling og som i sidste ende efterlader et i negativ forstand forvirrende indtryk.

Kradser man lidt i lakken på “Matrix Reloaded” vil man i den sande postmodernistiske ånd opdage, at den umiddelbart komplekse overflade reelt dækker over en langt mere simpel historie. Ved at arbejde med en lang række religiøse referencer og overvejende mangetydige replikker opnås en kunstig dybde i fortællingen, der fascinerer indledningsvist men ikke belønner mere omfattende analyser. Tag bare Neos møde med Arkitekten, der taler som en universitetsprofessor på crack og som tilsyneladende nyder at gennemtæve sit publikum verbalt. Med afsløringen af jorden som en global, computerkontrolleret slavekoloni bag os forsøger Wachowski Brødrende at opveje den manglende mystik med tunge pseudo-intellektuelle og lommefilosofiske passager. Hvor disse i “The Matrix” fungerede som et eksotisk krydderi på genreelementerne, er de her blevet til selve attraktionen og det kan plottet ikke bære. Havde dialogen været skrevet i mere almindelige vendinger, ville filmen formodentlig have været godt tre kvarter kortere.

“Matrix Reloaded” lider meget under at vi med Neos [i]”genopstandelse”[/i] allerede har oplevet hele trilogiens dramaturgiske højdepunkt, og det kniber med at finde på nye, interessante plottwists der kan matche wow-faktoren ved den første store kovending. I forlængelse heraf er det vigtigt også at betragte Neo, der i sin nye frelserrolle gør det overordentligt svært for os som publikum at leve os ind i historien. Vi genkender ikke længere den omtumlede computernørd som vi fulgte i “The Matrix”, og som følge af den manglende identifikation står vi så at sige uden nogen følelsesmæssig adgangsbillet til universet. Selvom at vi udmærket er klar over at Neo og de andre karakterers distance til omgivelserne er motiveret af den kunstige virkelighed, repræsenterer alle stenansigterne under stregen et problem som hverken danseorgier eller hed sex kan råde bod på.

[image=3553]

Inden det hele udarter sig til en regulær afklapsning af filmen vil jeg skynde mig at påpege, at der skam også er en del positive elementer i “Matrix Reloaded”. Det meget originale univers som Wachowski Brødrende har skabt er stadig et utroligt fascinerende sted at opholde sig og den lækre stil som gennemsyrer alle miljøerne er stadig en fryd for øjet. Kameraarbejdet er overordentligt dynamisk og selvom at der forekommer lidt for mange slowmotionoptagelser virker billedsproget konstant overraskende. Dertil kommer Don Davis’ dundrende soundtrack, der endnu engang bidrager med et velfungerende mix af techno og opera og som meget præcist rammer stemningen i filmen.

Taler vi om “Matrix” filmene taler vi naturligvis også om de avancerede computereffekter, der i denne omgang er [i]næsten[/i] lige så vellykkede som i etteren. Der forekommer sekvenser som afspejler hvad man kunne kalde for [i]”Playstation-syndromet”[/i], hvor de computergenererede personer ikke længere ser realistiske ud men snarere ligner noget fra et computerspil. Derudover har man i visse scener ikke altid fundet frem til den optimale løsning på de problemer der er forbundet med de pågældende visuelle tricks. Med det sagt, er langt de fleste effekter meget overbevisende og alle skuespillerne er godt integrerede i de digitale baggrunde. Flere af indstillingerne ligner reale optagelser på trods af, at man aldrig nogensinde ville kunne skyde sådanne scener. Det bedste ved hele effektfyrværkeriet er imidlertid, at de i bedste Manga-stil tillader nogle fuldstændigt overgearede billeder, der virkeligt rykker grænserne for hvad man kan visualisere af rå action.

[image=3554]

Video”Matrix Reloaded” så fantastisk ud i biografen og den ser fantastisk ud på DVD. Det digitale medie er som skabt til filmen, og vi får her en overførsel der byder på et overordentligt skarpt billede med et væld af små detaljer. Farverne er bevidst holdt i henholdsvis grønne og blå toner, der hver især kendetegner de to forskellige verdener som handlingen udspiller sig i. Kontrasten er stort set perfekt og eftersom at hele den første skive udelukkende indeholder filmen, er der ingen spor af komprimeringsfejl eller andre digitale artefakter. I nogle af de mørkere scener kan man spore en anelse støj, men dette er i højere grad et resultat af belysning og filmtype fremfor en fejl på DVD’en. Som altid vil nogle af computereffekterne fremstå en anelse kunstige på grund af den høje skarphed, men det er absolut en ulempe der er til at leve med når man får så lækker en præsentation af resten af filmen.
AudioAf de mange Dolby Digital soundtracks jeg efterhånden har lyttet til, er det her helt sikkert et af de bedste og man er konstant omgivet af aktivitet. Bassen er dyb og mægtig og gør sig specielt godt i slåskampene, hvor de laveste oktaver tilfører slag og spark en ekstra dimension. De mange diskrete effekter komplimenterer musikken perfekt og når først Trinity får vendt motorcyklen og kører i den modsatte retning af trafikken, hopper man uvilkårligt fra side til side til side i sofaen. Dette er et lydspor der med garanti vil tilfredsstille selv kræsne lyttere. Afslutningsvist vil jeg som stor tilhænger af DTS formatet komme med et lille surt opstød over af Warner ikke har inkluderet et sådant soundtrack på skiven. Det burde være oplagt eftersom filmen allerede er blevet mixet med en høj bitrate til biograferne.

[image=3555]

EkstramaterialeKvaliteten og ikke mindst kvantiteten af ekstramaterialet på disc 2 er ikke just ophidsende, og det må siges at være skuffende at man ikke har været i stand til at samle mere interessante indslag sammen omkring en så højt profileret film.

Det første program hedder “Preload” og er et typisk kig bag kulisserne på produktionen af trilogiens anden del. Eftersom der endnu ikke har været lavet så forfærdelig mange programmer omkring tilblivelsen af “Matrix Reloaded” er der et par interessante detaljer at komme efter her, uden at det dog bliver voldsomt uddybende. “Matrix Unfolds” er et kort program der kigger nærmere på “Matrix” fænomenet og den store indflydelse som filmene har haft på andre medier. Som udgangspunkt er det en ganske interessant ide, men da vi ikke ser mere end toppen af toppen virker det alt sammen lidt overflødigt. Igen ville en mere omfattende dokumentar omkring samme emne have været meget velkommen.

“The Freeway Chase” omhandler selvsagt optagelserne til den lange biljagt, der i sig selv tog lige så lang tid at optage som de fleste almindelige spillefilm. Selvom at det bliver en anelse kedsommeligt hen imod slutningen, er det her et af de bedre dokumentarprogrammer på skiven og et man bør give sig tid til at se. “Get Me An Exit” viser nogle af de reklamelicenser som blev solgt i forbindelse med filmens premiere og “Enter The Matrix” går bag om det tætte samarbejde mellem film- og computercrew, der åbentbart var nødvendigt for at realisere det ganske forfærdelige computerspil af samme navn. Sidst men absolut ikke mindst har vi det forbandet sjove MTV spoof af “Matrix Reloaded”, hvor Justin Timberlake og Sean William Scott besøger blandt andet en yderst fornærmet Arkitekt-klon.

[image=3556]

OverallEr man ligeglad med ekstrafeatures og på jagt efter den bedst mulige præsentation af selve filmen kan man roligt slå til her. Fans af dybdeborende ekstrafeatures bør derimod stille tegnedrengen i bero og vente det lille halve års tid til “Matrix Revolutions” og den samlede boks udkommer på DVD. Man behøver bare at tænke tilbage på den rigtig gode “Matrix Revisited” dokumentar for at få en ide om hvad der formodentlig er i vente til næste år. Så er spørgsmålet bare om man kan vente så længe…

Kort om filmen

Neo og hans oprørsgruppe finder ud af, at Zion er ved at blive opdaget og ødelagt. Morpheus og de øvrige indbyggere i Zion holder udelukkende modet oppe ved tanken om, at Neo kan redde dem. Han og Trinity har fundet stor styrke i deres kærlighed til hinanden, men Neo plages af nogle forfærdelige drømme om en grusom skæbne for Trinity. Sammen med flere andre tager Neo, Trinity og Morpheus tilbage til Matrix for at forhindre Zions ødelæggelse og menneskehedens udslettelse. Her møder de stor modstand fra bl.a. Agent Smith, der egentlig burde være tilintetgjort. Men han er begyndt at få menneskelige følelser som eksempelvis vrede og jalousi og har aldeles ikke tænkt sig at opgive sin kamp mod Neo. En kamp Agent Smith endda står meget stærkt i, idet han har fået en evne til at kopiere sig selv i et uhyggeligt stort antal. For at finde styrken til at kæmpe mod maskinerne må Neo endnu en gang opsøge Oraklet. Men vil han acceptere de smertelige profetier, hun forudsiger?

Ads by MGDK