[b]Ideologiske tigerspring[/b]

Det er nok de færreste, der vil være uenige i, at Wachowski-brødrene redefinerede science fiction universet, da de bragede igennem den audiovisuelle mur med den uovertrufne “The Matrix” for knap ti år siden. Filmen blev med rette skamrost for det velartikulerede manuskript kombineret med et visuelt overflødighedshorn og fik Neos kamp mod indre som ydre dæmoner til at se så legende let og endda en smule overlegent ud.

Siden har de to brødre – Andy og Larry – haft knap så let ved at finde den uforlignelige rytme, som med et trylleslag gjorde de to avantgardistiske kunstnere og filosofisk tænkende filmmagere til feterede og højagtede koryfæer. To opfølgende mastodonter tiltænktes at stille folkets sult, men mens “The Matrix Reloaded” havde visse virkningsfulde og underholdende elementer, så røg “The Matrix Revolutions” ud af den forkerte tangent, og det er stadig svært at se, hvad der gik galt. Men galt gik det.

Med de nye tekniske landvindinger in mente hører det derfor ikke til årets største overraskelser, at mesterværket igen udkommer, denne gang med forbedrede billede- og lydmuligheder. I hovedrollen er Keanu Reeves, der er blevet synonym med filmen som sådan. Han er it-eksperten Neo, der i computerens guldalder til daglig fører et kedsommeligt kontorliv, mens fritiden har andre vidtstrakte rammer. Men virkeligheden er imidlertid ikke så åbenbar, som den tager sig ud, og angiveligt er det liv, der her leves, pakket ind i vat og bomuld, i vrangforestillinger og parallelverdener. Vi er nemlig i året 2199, og mangt og meget er hændt siden frihedens dage tohundrede år tidligere.

Fra offentligt hold var det nemmere at holde folket i skak ved at binde dem en historie på ærmet frem for at stå ved sandheden. Det ved oprørsgruppen anført af den karismatiske Morpheus – spillet af Laurence Fishburne – og det vil de gøre noget ved. Et orakel mener sågar, at Neo er den udvalgte hverdagsamerikaner, som har de evner og den indsigt, der skal til for at vælte det totalitære styre og sætte en ny dagsorden. Kun tiden kan vise, om det er tilfældet. “The Matrix” er en filosoferende film om valg og konsekvenser – skal Neo spise den røde eller den blå pille? Om at ændre utilfredsstillende forhold eller blot lade stå til. Og så er det en film om, hvor små vi i virkeligheden er i det store billede, når det kommer til stykket.

“The Matrix” udstråler et sjældent set visuelt know how, hvor ekspertisen hos de to brødre demonstreres i mønstre, der ligesom filmens tematikker og lommefilosofiske udredninger rummer uendelige lag. Legen med skygger og lys og den infame inspiration fra hedengangne film noirs er tydelig og ønskværdig. Historien har vist, at brødrene Wachowski ikke blot ramte noget i tiden dengang sidst i halvfemserne, da de satte tid og rum ud af spil, men derimod fødte en nyklassiker inden for sin genre. Alt harmonerer og går op i en højere enhed, når billede og lyd, manuskript og tematik smelter sammen i en uadskillelig masse, der rykker på så mange planer, at det vil være en hån mod filmen kun at afsætte tid til et enkelt gennemsyn.

I den altoverskyggende hovedrolle er naturligvis Neo, som på rekordtid tilkæmper sig fornødne færdigheder og igennem akrobatiske øvelser og ideologiske tigerspring kæmper mod statens efterretningsagenter, heriblandt Hugo Weavings Agent Smith. Men undervejs har han også tid til at høste kærlighedens druer og udvikle amorøse følelser over for medkombattanten Trinity. I rebellernes kamp for den uopnåelige frihed svæver de mellem flere parallelverdener, hvor eneste bindeled synes at være den klassiske fastnettelefon par excellence. Selve eksistensgrundlaget er til fals, og den indegroede frygt mange allerede går rundt med i dag er en realitet: maskinen har fået magten over mennesket.

“The Matrix” er en undergangsdystopisk saga, hvor tæppet rives væk under seeren. Filmen er et intergalaktisk syretrip i hjernen, men besidder ud over den veritable systemkritik, som er allestedsnærværende, en veludviklet humor, der ikke er af lårklaskende karakter, men ikke desto mindre afføder en smittende trækken på smilebåndet. Meget få værker stikker ud som uforglemmelige oplevelser fra det forrige årti. Dette er et af dem, der altid vil blive husket som noget revolutionerende, et tegn på nytænkning og nybrud inden for filmkunst. Det sidste bragte filmen i hvert fald selv med sig, al den stund mange siden har forsøgt med samme midler at skabe noget lignende. Indtil videre er ingen lykkedes med det forehavende.

[b]Video[/b]

“The Matrix” oppebæres af et blændende visuelt look, hvor kun enkelte tilfælde af edge-enhancement i filmens lysere scener skæmmer. Derudover er looket skarpt og både kontrast og farvetemperatur stabile faktorer, og så er der i øvrigt ikke tilfælde af hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger.

[b]Audio[/b]

Også de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og Dolby True HD 5.1-lydspor er medvirkende årsager til det imponerende udtryk. Selv om dialogen ligger en smule lavt, så er den tydelig og præges ikke af overstyringer. Der er flere vellykkede lydpanoreringer og distinkte effektlyde, og underneden svæver en veludført atmosfære og et dynamisk soundtrack.

[b]Ekstramateriale[/b]

Også ekstramaterialet vil formentligt stille sulten hos de fleste, når et visuelt kommentarspor giver holdet bag mulighed for at give deres besyv med, mens man ser filmen. Filmens musikalske lydside forefindes desuden i en jukebox, og så er det muligt at se alskens trailere for “The Matrix” samt Marilyn Manson i musikvideoen “Rock is Dead”. Væsentligst er dog de knap fire timers bag om kameraet-optagelser og featuretter, som igennem interviews, filmklip og optagelser på settet tegner et fortættende billede af filmen, historien bag, produktionen, koreografien, special effects og meget, meget mere. Et imponerende supplement til en uovertruffen film.