[b]Maksimal smerte[/b]

Det er ingen overdrivelse at sige, at de fleste computerspilfilmatiseringer har været mislykkede. Faktisk er det langt sværere at udpege en vellykket end en kikser. Hvis der imidlertid er en type spil, der rent faktisk burde kunne fungere på det store lærred, skulle det netop være en som “Max Payne”, eftersom spillet havde en ret distinkt stil og tone, der allerede var meget filmisk fra starten.

Da spillet kom ud i 2001 var det netop tidens store filmidoler, den lånte fra, og spillets [i]bullet time[/i]-effekter var da også tydeligvis inspireret fra “The Matrix” og John Woo samt alverdens B-film. Spillets tunge noir-stemning og overdrevne hårdkogte dialog var indpakning til en bevidst klichefyldt og til tider sorthumoristisk fortælling.

Selve grundhistorien i filmversionen ligger da også umiddelbart ret tæt op af spillets: Den udslidte og desillusionerede Max Payne er en [i]cop-on-the-edge[/i], der efter det brutale mord på sin kone og barn hvileløst leder efter de ansvarlige. Sporene er få, og spørgsmålene er mange, men nogle tatoveringer peger i retningen af et bestemt stof ved navn Valkyr, som får misbrugerne til at bryde sammen og se flyvende skikkelser. I sin søgen assisteres vores benhårde strømer af den sexede lejemorder Mona Sax (spillet af Mila Kunis, som rollen til trods ser temmelig ukomfortabel ud med en skyder i hånden).

“Max Payne” forsøger ihærdigt på at gentage spillenes mørke, stemningsfulde stil. Visuelt fremstår den lidt som “Sin City” med svage farver som i en billig tegneserie, men den er ikke desto mindre ganske effektiv og formår hurtigt at vække det rette sindelag. Filmens direkte forsøg på at lave en klassisk hævn-film virker da også umiddelbart ganske lovende, men svigter efterhånden som handlingen låses fast i det samme forudsigelige mønster af at finde mistænkte, tæve dem og gå videre til næste, og efterhånden begynder interessen langsomt at dale.

En af fornøjelserne ved spillene var den sorthumoristiske dialog og [i]voice-over[/i], der gav en forsonende lune til de meget melodramatiske begivenheder. Det er derfor også en stor skuffelse at konstatere, at intet af det glimt i øjet er kommet med i filmen, som i stedet har en fuldstændig humorforladt og selvhøjtidelig tone, der hurtigt bliver ufrivillig komisk i stedet. Som vores hævner leverer Mark Wahlberg det rette sammenbidte udtryk, men foretager sig ikke stort andet, og hans ledsager, den livsfarlige Mona Sax, er en så vag person, at hun ikke synes at tjene andet formål end at redde hans mås af og til, efterhånden som hun dukker op og forsvinder igen af uransagelige årsager.