[b]Endnu en tur i labyrinten[/b]

Det er ikke mit indtryk, at verden har gået og sukket efter “Maze Runner: Infernoet”. Endnu en? kunne man spørge. Markedet for dystopisk teen-fiction er en slags Hunger Games, hvor Katniss Everdeen har vundet på forhånd, og resten risikerer at drukne i hendes kølvand. Filmens Jennifer Lawrence er mere barmhjertig end virkelighedens publikumsmagnet, der får “The Giver”, “Divergent” og nu “Maze Runner” til at flygte i alle retninger, så vi næsten hver tredje måned får en velproduceret, men mere eller mindre ligegyldig filmatisering af en [i]young adult[/i]-sællert.

Set isoleret er “Maze Runner” en helt fin film, men endnu en aftapning af diktatoriske ‘big brothers’ vs. snavsede rebeller med de gudesmukke unge fanget i krydsilden er tung kost for mætte mavser. De onde og gode bytter plads efter samme regneark, og Dr X/Præsident Y har den samme demagogiske taleskriver og kølige stemmecoach. Den første “Maze Runner” forsøgte at ryste posen ved at kaste personer og publikum på hovedet ind i labyrinten, men endte som gentagende og overfladisk “Fluernes Herre” møder “Aliens”.

Anden film i trilogien (er det en slags fantasyforfatter-OCD, eller er det bare universielt vedtaget på comic-con at dele sin historie i tre?) falder tilbage i den mere kendte stil med uhyggelige sandheder, der åbenbares for den ustoppelige udvalgte. Udtrykket er dog hårdere end sædvanligt, og flot koreograferede actionscener bryder den monotone snak om, hvem hovedpersonen egentlig er. Ingen ved det, ikke engang manuskriptforfatterne, men han løber tilpas stakåndet gennem den ene imponerende ruin efter den anden.

Sætstykkerne, en væltet skyskraber i særdeleshed, og udnyttelsen af dem hæver sig over gennemsnittet. Men vil den være mere end udmærket skal “Maze Runner: Infernoet” gøre persontegningen skarpere. Det er det sædvanlige ‘bog-til-film’-problem, hvor persongalleriet vokser og vokser uden en fortæller til at samle baggrunden op. Hovedpersonerne halser efter først Brenda så Jorge så Marcus så Mary m.fl., imens Giancarlo Esposito og de andre solide skuespillere fedter rundt med få og små replikker.

Havde Dylan O’Brien og hans ligemænd været andet end hårdtslående kalkeringer af de fem på flugt, kunne man bedre sluge karakterophobningen. Manuskriptet går lange veje for at forklare en speget intrige, mens skuespillerne graver i kassen med forskellige nuancer af teenageangst – den bistre, den sammenbidte, den vrede osv. Skurkagtige labyrintbosser eller fodformede villavejshunde, det handler altid om forældre, der bare er så for meget. Altså!