[b]Ungdomskuren[/b]

“Maze Runner 3: Dødskuren” får mig til at føle mig gammel. Ikke fordi den så tydeligt er rettet mod unge voksne, [i]young adults[/i] og deres store følelser. Snarere fordi den giver mig et akut tilfælde af det skræmmende: Nååå (Neurotransmittereret årstalsmotiveret åreforkalkning af årh-hvor sejt-centret). Gammelmands-syndromet, der i sin tid fik mine forældre til at forveksle Mario, Motormus fra Mars og Turtles med en lethed, som lignede bevidst drilleri. Og som nu gør, at jeg må kæmpe med at adskille den her postapokalyptiske frihedskamp, de smukke unge helte og den grumme big brother-fjende fra dem i… Nååå… “Hunger Games”, “Divergent”, “The Giver”, “The Mortal Instruments” osv. osv.

“Maze Runner” har som kulturelt fænomen aldrig nået de samme højder som “Hunger Games”. Alligevel er den skruet sammen, som om dens plot og univers er nærmest almen viden. Nye læsere kan ikke begynde her, og skal man have genopfrisket noget som helst, er det en tur i bogreolen eller foran fjernsynet. “Dødskuren” er en forretning for fans. De allerede overbeviste, der gerne vil se Thomas få WCKD (fedt navn i øvrigt, politikertyper) endeligt ned med nakken. Set som isoleret film er det dog mest historien om en mand, der spurter rundt og er skidesur på nogle læger og soldater i et stort tårn.

Det bliver derfor en lidt barok oplevelse, (der sjovt nok falder sammen med anfaldene af Nååå), at “Dødskuren” simpelthen flyder med scener om chokerende møder fra fortiden. [i]’Dig!'[/i] lyder det til skarpe violiner, når en eller anden tager sin ansigtsmaske af med et dramatisk blik. [i]’Hende!'[/i] cirka 10 minutter efter. Det er som et ‘Hvem er hvem’-spil, hvor kategorierne ikke er briller og store næser, men forræder, [i]love interest[/i] og forræder, kæmpe idiot og måske forræder. Jeg bliver bare aldrig interesseret i at spille spillet færdig. Mest fordi de enkelte personers udvikling og følelsesliv ikke kan holde til et alt for direkte lys.

Jeg ved ikke om bøgernes forfatter James Dashner havde en idé til sin første bog, men manglede en slutning og ‘lånte’ én fra tidens succesfulde formler. I hvert fald fik den oprindelige stramme præmis om drengene fanget i titlens labyrint og det socialpsykologiske “Fluernes herre”-spil en meget abrupt slutning og er nu gledet helt væk. I dens sted er kommet effektiv løbeaction og den typiske forklaring om en zombie-epidemi, der har tvunget menneskeheden ud i diktatorisk desperation. Og nå ja, der er en modstandsbevægelse, som viser den ægte frihed ved at tænde bål og gå i brunt tøj under jorden som modsætning til Big Brothers sølvskinnende, glatte fallos-tårne. Og dreadlocks, altid, altid dreadlocks.

Det ligner “Mad Maxe Runner” uden overhovedet at være i nærheden, men “Dødskuren” har dog nogle ganske effektive actionsekvenser. De virker mere CGI-tunge end George Miller og hans kumpaner ville acceptere, men både introens angreb på et tog og en redningssekvens med en bus er okay. Jeg ville foretrække en version, der fulgte op på de sceners intensitet og dermed tonede rent “Runner”-flag. Som gjorde den lidt kedelige Dylan O’Brien reelt forpustet, uden at han skulle stoppe op og lege gammel-elev-fest hvert 10. minut. Når Patricia Clarkson også skal køle igennem som overlæge, og Aidan Gillen gøre Littlefinger fra “Game of Thrones” til sikkerhedschef, bliver der for langt mellem de medrivende øjeblikke.