[b]Kevin Costner og de uovervindelige undværlige[/b]

Den er efterhånden sin egen genre. Familiefilmen om det elendige hold i en eller anden sport, der skal overvinde alle odds og modstandere for at vinde både guld og publikums hjerter. Især Disney har forstået, at sport og spil lægger en automatisk spændingskurve under dramaet. Sidste år blev “Million Dollar Arm” således smidt ind i pokalskabet ved siden af “Mighty Ducks” og “Remember the Titans”. Selv om løbesko har erstattet nationalsportsgrenenes bat, stave og bolde, så er “McFarland, USA” grundlæggende den samme historie. Levende billeder + håbløse tabere x klavertema = succes.

I en fiks åbningssekvens viser “McFarland, USA” endda selv, hvilken historie den skriver sig ind i, da Kevin Costners high school-footballtræner holder en klassisk pep-talk. Men netop som vi tror, at hans ord vækker drengene til dåd, skrider quarterbacken, bandeord flyver, støvler kastes og i næste scene drejer Coach Whites familie ind i lille fattige McFarland, Caliornia. Så hurtigt og elegant kan man tegne den logline, der ligger i næsten alle sportsfilm. [i]’Hans sidste chance, deres første'[/i].

Hvis man var kynisk kunne man sige, at Hollywood har nået sin kvote af fattige sorte og vendt sig mod fattige latinamerikanere – lokket af salgspotentialet hos andre end den hvide middelklasse. Fair nok, man kan også håbe på, at historien bare måtte ud, men helt ærligt, handlingen udspiller sig i 1987 – fem år før Emilio Estevez lærte ghettobørnene at spille ishockey. Hvorfor så nu? Nå, nok sur spekulation. “McFarland, USA” er en god historie om gode mennesker, og den er fremragende fortalt.

Der skal selvfølgelig en tung start til, ellers bliver den sidste sejr i slow-motion ikke lige så stor en forløsning. Skolen er nedslidt, huset surt lyserødt, døtrene er sure (Morgan Saylor er “Homeland”-Dana om igen, bare så I er forberedt på muggen supreme), men coach White er mest sur. Mest på sig selv. Kevin Costner har virkelig fundet sin plads de senere år og tilføjer mandens resignation et glimt i øjet og en sprukken stemme, så man sidder og glæder sig til den sidste tale.

Denne gang har vi virkelig fat i underhundene, Med tryk på dyredelen af ordet, hvis man skal tro “McFarland USA”s udsagn om deres status. Jeg er kun en lille smule bange for McFarlands eksotisme, der til tider minder om 90’ernes københavnske spisesteder à la mexico. Altså tequila og guacamole serveret i sombrero og trompetmusik. Men grundlæggende er der balance, og livsglæden hos de fattige familier får os jo mest til at heppe endnu mere på drengene.