“Me and You and Everyone We Know” er en lille og ydmyg film. Den råber ikke op, den bruger ikke store armbevægelser, og er både i form og indhold en audiovisuel oplevelse, der ikke søger at gøre unødig opmærksom på sig selv. Dermed ikke sagt at filmen ikke har noget på hjerte – for hjerte har den – men at den forstår at portrættere samtidens middelklasse-USA som en ikke-sensationel, ikke-spektakulær samling af dagligdagshændelser, der i deres simplicitet og varme humor får et skær af surrealistisk mystik. En lille skæv billedcollage fra den amerikanske independent-scene, der bedst kan beskrives som en pudsig dagdrøm, et sted mellem virkelighed og fantasi.

Debutinstruktøren Miranda July, der også spiller filmens ene hovedperson, videokunstneren Christine, har tydeligvis draget på erfaringer fra sin egen tilværelse som kunstner, og denne bittersøde komedie indbragte hende både specialprisen på Sundance, samt Camera D’Or-prisen i Cannes sidste år.

“Me and You and Everyone We Know” zoomer ind på en tilfældig lilleby [i]somewhere over there[/i], hvor vi introduceres for en gruppe skæbner centreret omkring de to hovedpersoner Richard (John Hawkes) og Christine (Miranda July). Richard, der til dagligt arbejder i en skobutik, er netop blevet separeret fra sin kone, med hvem han har to sønner, og Christine er chauffør for pensionister og forsøger ihærdigt at få godkendt sit videoprojekt af den lokale kunstudstilling. Det tilfældige møde mellem disse to usikre og ensomme individer udløser en atypisk “kærlighed ved første blik”, men at nærme sig en anden person viser sig at være noget af det sværeste, især når man kæmper med personlige idiosynkrasier og dagligdagens små ubelejligheder.

Både alvorlige emner som skilsmisse, pædofili og den moderne tilværelses afstumpethed og isolation trænger sig på i denne finurlige historie, der hele tiden bruger humoren som et afvæbnende forstørrelsesglas, der på den ene side blotlægger de ubetydelige hverdagsseancer, men også, som en slags kalejdoskop, forvrænger dem og viser absurditeten og det surreelle i ellers ganske normale situationer. Meget af denne humor skyldes den finurlige dialog, der er fyldt med quirky indfald, der måske nok synes mere poetiske end realistiske, men som derfor også giver hele filmen et skær af fritsvævende fantasi, hvilket underbygges af den drømmende musik, som gennemsyrer hele fortællingen. Derudover fungerer skuespillet upåklageligt, og især Hawkes og July i de bærende hovedroller lyser op, så det er en fryd. Det lykkes dem at skabe troværdighed og nærvær ud af de to komiske originaler.

Det er oplagt at drage paralleller til andre independent film, som f.eks. “Ghost World”, “Punch Drunk Love” eller “Garden State”, der alle nyder den samme frihed til at tænke udenfor de vante rammer. Men “Me and You and Everyone We Know” er dog glimtvis helt sin egen, da den narrative tråd ikke synes at være instruktør Julys hovedærinde. Man kan næsten bedre sammenligne filmens scener med små sketchs eller lyriske tableauer, der bevidner ophavskvindens ståsted som performance-kunstner, hvor de enkelte tematikker belyses hver for sig, men alligevel flettes ud og ind af hinanden. For det er stadig en sammenhængende historie der fortælles, bare uden den rigide dramaturgi og uden at være altoverskyggende.