Han er en gal mand, ham Lars von Trier. For to år siden chokerede han filmverdenen med “Antichrist”, der havde Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourgs kønsdele i de altoverskyggende hovedroller. Og nu lader han så hele menneskeheden gå en grum skæbne i møde i katastrofefilmen “Melancholia”. Men ligesom at “Antichrist” ikke var nogen typisk horrorfilm, så er der også langt fra Hollywoods kulørte katastrofefilm til “Melancholia”. Meget langt endda.
[image=47114]
I hvert fald ikke, hvis det står til filmens hovedperson, Justine. Hun er melankoliker og ser næsten frem til, at planeten Melancholia, der har kollisionskurs mod jorden, skal opsluge hende og alt omkring hende. For Justine er jordens undergang ikke jordens undergang, men snarere en befrielse. I filmens første del følger vi Justines forsøg på at blive gift og dermed omfavne det lykkelige, sorgfri liv, som hun aldrig har fundet sig til rette i. Brylluppet bliver holdt hos søsteren Claire og hendes mand, der lever som grever og baroner på et kæmpe landsted, men festen udarter sig til en katastrofe af næsten “Festen”-lignende proportioner. [i]”Er du glad?”[/i] spørger Claire hende om og om igen, og selvom Justine svarer ja, så fortæller det døde blik i hendes øjne en anden historie. Melankolien har overtaget, og brylluppet må droppes til fordel for depressionen.
[image=61228]
Filmen er spækket med en lang række stjerneskuespillere som John Hurt, Stellan Skarsgård og Kiefer Sutherland, men det er især Kirsten Dunst og Charlotte Gainsbourg i rollerne som henholdsvis Justine og Claire, der imponerer. Dunst har aldrig været bedre, og man kan næsten mærke hendes depression på sin egne krop. Gainsbourg er som sædvanlig fremragende. Den følelsesmæssige forandring, hun gennemgår i filmen, da hun langsomt accepterer, at alt, hvad hun elsker, vil forsvinde, er troværdig og hjerteskærende.
[image=61283]