[b]En god vision på en flad mission[/b]

Termerne [i]underholdende[/i] og [i]mainstream[/i] har i visse kritikerkredse udviklet sig til en slags overbærende skældsord, som ofte står foran det kritiske “men”. Men når filminstruktører råber op om, at deres film er blevet misforstået i en særdeles kritisk anmeldelse, fordi de altså har lavet en [i]familie[/i]film og ikke en Godard-film, puster de til ilden og betydningsforskydningen. At lave dybdeflade film i underholdningens navn er nemlig en dårlig undskyldning. Underholdningsværdi kan nemlig ikke stå alene som et endimensionalt udbytte.

For at lave en underholdende film må man på en eller anden måde ramme en nerve i fortællebalancen og røre ved noget vedkommende på en luftig og interessant måde. Det formår Martin Miehe-Renards nyeste skud på filmsstammen, “MGP Missionen” – men bestemt ikke uden slinger i valsen.

Den jyske knægt Karl (Sylvester Espersen Byder) flytter med sin mor (Line Krise) fra det ærke-jyske og naturrige Hvide Sande til betonblokkene på Nørrebro i København. Men Karl har svært ved at falde til det nye sted, hvor drengene fra hans nye klasse gør nar af hans kraftige, jyske dialekt. Men københavnerpigen Sawsan (Malika Sia Paul) tager ham under sin vinge, hvorefter de finder ud af, at de har noget helt særligt tilfælles: Lidenskaben for musikken. Og eventyret begynder. Sammen stikker de nemlig af hjemmefra for at få Sawsans sang med i DR’s Melodi Grand Prix for børn – bedre kendt som MGP.

Martin Miehe-Renard er oprindelig skuespilleruddannet, men han står ikke desto mindre bag en række af landets største underholdningssuccesseer – både i biografen og på tv. Og faktisk er Miehe-Renard lige nu dobbelt biografaktuel, da “Min søsters børn i Afrika” havde premiere i januar. Der er altså ingen tvivl om, at det er en garvet børnefilmsmagiker, der står bag musikcharmetrolden “MGP Missionen”.

Visionen i filmen er umiddelbart at åbne op for nogle af samfundets integrationsproblematikker og -opfattelser og gøre dem letfordøjelige i et underholdende snuptag. Og det er i [i]den[/i] grad et prisværdigt forsøg, der ikke er set udført på samme måde før. Filmens karakteristiske, skæve billedvinkler giver den en særegen stil og underbygger “missionsstemningen”. Og musikken, der er produceret af Klumben og Raske Penge, strammer historiesiden helt op, så man nærmest fornemmer, at den dirrer i hjørnerne. Men tager man musikken ud, er man til gengæld efterladt med en slap fortælling.