Når man i dag hører “Miami Vice” serien omtalt, er det stort set altid i forbindelse med pastelfarver, Ferrarier og Jan Hammers musik. I manges bevidsthed huskes serien primært for Don Johnson. Strømeren der var så hårdkogt at han havde en alligator som kæledyr og som egenhændigt gjorde lyserøde trøjer seje. Hvad der sjældent huskes er hvor neddæmpet og nihilistisk serien ofte var, i forhold til tilsvarende serier på den tid.

Da Michael Mann første gang læste manuskriptet til pilot-afsnittet af “Miami Vice”, var det hans intention at lave den som film, men da var det for sent – manuset var allerede solgt som serie. Den producerede han som bekendt med stor succes og nu, lidt mere end 20 år senere, er han vendt tilbage til den oprindelige ide, og har genopfundet formlen til et helt nyt værk.

“Miami Vice” åbner uden varsel i et tæt befolket diskotek hvor narkobetjentene Crockett (Colin Farrell) og Tubbs (Jamie Foxx) er i fuld gang med en overvågning, da en vigtigere sag dukker op. Ikke ulig Robert De Niros karakter i “Heat”, er de professionelle nok til øjeblikket at droppe det igangværende projekt og haste videre. Nogle FBI agenter falder i et grumt baghold der gennem resten af filmen lurer i baggrunden, som en påmindelse om at på hvilket som helst tidspunkt kan enhver scene ende i vold. Inden længe bliver Crockett og Tubbs sendt dybt undercover som narkosmuglere i et forsøg på at finde de ansvarlige. Undervejs møder Crockett den benhårde forretningskvinde Isabella (Gong Li) der arbejder for forbryderne men alligevel, eller måske netop derfor, indleder de en romance, hvori det bliver vanskeligt at adskille sandheden fra løgnen.

“Miami Vice” er en mørk, sexet og super-cool kriminalfilm, men den er først og fremmest en Michael Mann film. Hans visuelle stil og fortællerform, komplet med håndholdte kameraer, klaustrofobiske natklubber og tætte motorveje, gennemsyder filmen fra start til slut og er stærkt medvirkende til den overbevisende atmosfære. Filmen ser, kort sagt, fantastisk ud. På trods af at billederne bugner af eye-candy i form af sportsvogne, hurtiggående motorbåde og elegante fly, så er det ikke mindst de betagende billeder af Miamis natteliv der tager pusten fra en.

De konventionelle politimakkerpar scener mangler fuldstændigt. Vi ser hverken Crockett og Tubbs snakke om baseball eller dele en fyraftensbajer. De udveksler næsten ingen ord mellem sig. Deres venskab er underforstået, og de lader heller ikke til at nyde deres arbejde synderligt. De er slet og ret professionelle arbejdsheste der udfører et vanskeligt job. Som i “Heat” er grænsen mellem de gode og onde løst defineret. Det bliver diskret signaleret her, hvor der vitterlig ikke er megen forskel på gruppernes arbejdsmåder. En forbryder mistænker på et tidspunkt Crockett og Tubbs for at dække over noget, fordi: [i]”De er for gode til deres arbejde.”[/i] I sidste ende er der måske ikke megen forskel på metoderne eller evnerne der kræves, uanset hvilken side af hegnet man er på. Man vinder ikke spillet ved at være moralsk overlegen, men ved at være mere udspekuleret og koldblodig end modparten.

Mere problematisk er selve historien i filmen, der ofte er temmelig kaotisk og uoverskuelig. Der er mindst to sideplots der af uforklarlige grunde blot forsvinder ud af filmen, uden at der gives nogle tilfredsstillende svar. Ligeledes er Crockett og Tubbs som figurer ikke særligt interessante og det er svært at blive revet meget med af deres skæbner. Farrell og Foxx giver udmærkede bevidst neddæmpede præstationer, men de vækker slet ikke den samme indlevelse som f.eks. Foxx’ uheldige taxachauffør i “Collateral”.