Filmz
Michael Clayton

Michael Clayton

Medvirkende:

George Clooney, Tom Wilkinson, Tilda Swinton, Sydney Pollack, Michael O'Keefe, Robert Prescott

Instruktør:

Tony Gilroy

Filmlængde:

119 minutter

Genre:

Drama, Drama, Thriller, Thriller

Michael Clayton

Djævlens advokatFå minutter inde i “Michael Clayton” er der en scene, hvor titelpersonen (spillet af George Clooney) pludselig parkerer midt på en vej. Han begiver sig dernæst op ad en bakke, hvor der står tre heste, som tilsyneladende er de eneste levende væsner udover Clayton i en radius af adskillige kilometer. Clayton træder varsomt nærmere og løfter langsomt hænderne i et forsøg på at berolige dyrene. Men han lader sine hænder svæve i luften lidt længere, end det virker nødvendigt. Hans øjne bliver våde, hans grimasse sørgeligere. Man mærker øjeblikkeligt, at man overværer en mand, hvis sjæl er blevet så fordærvet, at han føler det livsnødvendigt at trygle disse fuldstændig uskyldige, rene væsner om tilgivelse for sine synder. En prisværdig, om end naturligvis håbløs mission.

[image=22769]

Alt dette formår Clooney at fortælle publikum via få bevægelser og blikke blot en håndfuld minutter inde i en film, der på det tidspunkt endnu ikke har givet os tid til at komme ind under huden på hans karakter. Det er skuespillerens bedste præstation til dato, og scenen er blot ét af de mange højdepunkter i manuskriptforfatteren Tony Gilroys mesterlige instruktørdebut. Gilroy forfattede alle tre “Bourne”-film, og selvom “Michael Clayton” adskiller sig en del fra dén spændingsmættede trilogi, er filmen til tider nøjagtig lige så nervepirrende, også selvom den aldrig tyer til lynhurtig klipning, håndholdt kameraføring eller temperamentsfuld musik. “Michael Clayton” er en thriller af den gamle skole – uhyre gribende, om end æstetisk afdæmpet.

James Newton Howards stilfærdige score afspejler karakterernes følelsesregistre så fornemt, at det ikke er noget under, at musikken tilegnede sig én af filmens syv Oscar-nomineringer. Og mesterfotografen Robert Elswit lader os komme så tæt ind på livet af fortællingens subjekter og deres mangfoldige omgivelser, at man øjeblikkeligt bliver suget ind i filmens univers. Tempoet er højt og stabilt hele vejen igennem, og få film har budt på så effektive tidsspring. Det er befriende at blive mødt af en thriller, der ikke telegraferer sine twists i god tid eller gentager sine pointer til hudløshed.

[image=22768]

Men “Michael Clayton” er først og fremmest en skueplads for fornemt skuespil. Der kan ikke siges nok gode ting om Clooneys nuancerede toppræstation som Clayton. Han er en såkaldt [i]fixer[/i], der hjælper sit advokatfirma og dets klienter med at fordreje fakta og hyre de rigtige personer, så deres problemer kan blive begravet. Man kunne frygte, at Clooneys ukuelige charme ville gøre ham utroværdig som en så usympatisk forretningsmand, der møjsommeligt arbejder sig frem mod lyset. Men Clooney udnytter netop sin karismatiske aura til at gøre Clayton til en endnu mere tragisk personlighed – en mand, hvis charme bliver fuldstændig forspildt i en kynisk branche.

Derudover leverer instruktøren Sidney Pollack en skuespillerpræstation af en kaliber, som kun få garvede skuespillere kan matche, i rollen som Claytons determinerede chef. Tom Wilkinson fik ligesom Clooney en Oscar-nominering for sin indsats, og han er både chokerende og rørende som den maniodepressive stjerneadvokat Arthur, der ikke længere kan leve med at forsvare selskabet U/North, hvis giftige landbrugsprodukter har slået adskillige ihjel. Engelske Tilda Swinton vandt til gengæld en Oscar for sin uforglemmelige præstation som en frygtindgydende og kompromisløs repræsentant for U/North.

[image=22770]

Gilroy tager ganske vist munden lidt for fuld med en overvægt af fortællinger og karakterer, men hvor lang tid siden er det, at en thriller har kunnet klandres for at være for ambitiøs? “Michael Clayton” sætter både følelser og tanker i gang om alt fra syndsforladelse til samfundets udbredte, afstumpede forretningsmentalitet. Det er en af de mest modne og gennemførte thrillers siden “The Insider”.
VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. “Michael Clayton” har et meget køligt look, der virkelig passer godt til fortællingen, og som også går fint i spænd med filmens lydside. Farverne er generelt matte, men aldrig unaturlige eller for drænede. Temperaturen er i øvrigt stabil, og kontrasten er også særdeles imponerende. “Michael Clayton” foregår ofte om natten eller i underbelyste lokaler, men der optræder aldrig udtværinger, og detaljer går ikke tabt i billedets dunkle afkroge. Billedet er også meget skarpt igennem størstedelen af filmen. Edge-enhancement optræder desværre en sjælden gang imellem, men heldigvis i et overkommeligt omfang.

[image=22773]

AudioDiscen indeholder både et DTS 6.1 ES-lydspor og et Dolby Digital 5.1-mix. De fleste vil formentlig foretrække DTS-sporet, da det gør brug af en ekstra kanal, selvom forskellen faktisk er beskeden. Lydsidens dybeste og højeste toner synes dog at blive gengivet mere klart på DTS-sporet. “Michael Clayton” drives hovedsageligt af dialogen, men det forhindrer dog ikke lydsiden i at imponere. Hver eneste replik, lydeffekt og musikalske indslag er distinkt. Sporene er afsindig godt mixet. Balancen mellem alle lydsidens forskellige elementer er eminent, og ingen af dem overdøver de andre. Fronthøjtalerne er kanalnetværkets mest aktive bestanddele, men brugen af baghøjtalerne er særdeles velovervejet og effektiv.
EkstramaterialeNår discen smækkes i afspilleren, præsenteres man for trailere til “3:10 to Yuma”, “Eastern Promises” og “Hairspray”. Der medfølger også tre slettede scener, som Tony Gilroy og filmens klipper John Gilroy (Tonys bror) har indtalt kommentarer til. Scenerne er interessante, men også overflødige. En droppet scene mellem Clayton og en kæreste, der aldrig bliver nævnt i filmen, ville formentlig have virket direkte forvirrende.

[image=22766]

Gilroy-brødrene har også indtalt et solidt kommentarspor til hovedfilmen. Der er næsten ingen pauser, og heldigvis bruger mændene ikke for meget tid på at give hinanden og deres kollegaer verbale skulderklap – noget, som Tony Gilroy selv indrømmer, at han hader at høre på, når han selv lytter til kommentarspor. Duoen taler især om karaktererne, fotograferingen, skuespillerne og Tony Gilroys oplevelser som debuterende instruktør. Men man savner virkelig input fra filmens andre bagmænd og især skuespillerne.

Kort om filmen

Michael Clayton er en in-house ‘fixer’ hos Kenner, Bach & Ledeen – et af de største advokatfirmaer i New York. Med en fortid som offentlig anklager har han uden problemer klaret firmaets mere beskidte sager, men han er udbrændt og træt af jobbet. En skilsmisse, et fejlslagent forretningseventyr og stigende gæld betyder imidlertid, at Clayton er bundet til firmaet. Karen Crowders karriere tegner imidlertid lys. Som nyudnævnt direktør hos U-North er hun ved hjælp af Kenner, Bach & Ledeens mest geniale advokat ved at indgå et særdeles fordelagtigt forlig i en sag, som ellers kunne have ødelagt hendes firma, men sagen bliver saboteret, og Clayton står foran den største udfordring i sin karriere – og i sit liv!

Ads by MGDK