[b]Jackson thriller stadig[/b]

En anmelders første pligt er så vidt muligt at lægge alle forventningerne fra sig, inden man træder ind i biografen, og møde alle film med et åbent sind. Af menneskelige årsager er det naturligvis ikke altid muligt, og det er i særdeleshed vanskeligt at gå til en film med en så omtalt hovedperson som Michael Jackson uden at have nogle bestemte ideer om, hvad man nu skal se.

Inden denne film havde jeg da også opbygget nogle forventninger og regnede med at se en relativt opblæst, sentimental, glansbillede-film om en stor musikers/plaget menneskes – sidste forkrøblede kamptrækninger. Hvad jeg under ingen omstændigheder regnede med at finde var en ganske neddæmpet, uprætentiøs og sober dokumentar, der viste en kunstner, som var i aldeles fremragende form.

Filmen følger forberedelserne til Jacksons planlagte afskedskoncerter, der som bekendt aldrig kom til at finde sted. Optagelserne var beregnet til privat brug og ikke lavet med henblik på at blive fremvist offentligt, men som tingene er gået, er de nu det eneste vidnesbyrd om det show, der var undervejs. Og hvilket show det utvivlsomt havde været. Filmen viser prøverne med utallige dansere, computereffekter, udklædte zombier og endda et segment, hvor Jackson klippes ind i gamle film med Humphrey Bogart og en strippende Rita Haywood fra “Gilda”.

Vi følger de mange prøver på afstand – der er kun få nærbilleder – og ser Jackson som en hårdtarbejdende perfektionist, der nidkært styrer selv de mindste detaljer og instruerer musikere, dansere og scenearbejdere for at opnå præcis den effekt, han ønsker. Samtidig bemærker man dog også den beskedenhed og venlighed, han udviser over for holdet. I skarp kontrast til, hvor mange popstjerner der opfører sig som gennemførte røvhuller – dokumentarer som “In Bed With Madonna” springer frem i erindringen – så lader Jackson slet ikke til at have den side. Han er en krævende chef, men hverken grusom eller nedladende.

Og så er der jo musikken, der stadig lever i bedste velgående. Numre som “Billie Jean”, “Beat It” og “The Way You Make Me Feel” virker så friske som nogensinde, og i det hele taget imponeres man af den tidløshed, der er over sangene. Jackson selv virker også ganske usvækket af tidens tand og lader ikke til at have de mindste problemer med at følge med danserne. Hans publikum er i dette tilfælde blot folkene, der arbejder på showet. Heraf er mange vokset op med hans musik, og de udviser en oprigtig beundring for hans evner og personlighed og får ham til tider lokket til at give en ekstra optræden. Jacksons egne bemærkninger om medmenneskelighed og beskyttelsen af naturen er ganske vist himmelråbende naive, men også rørende, fordi han ytrer dem uden den mindste antydning af beregning.