[b]Delicatessen 2[/b]

Alle filmelskere har en god håndfuld instruktører, hvis karriere de følger tæt. For denne anmelder er biografen og hjemmebiografen i øjeblikket et slaraffenland med nye film fra både Aronofsky, Coen-brødrene, Danny Boyle og David Fincher, men også fra en favoritinstruktør på den anden side af atlanten: Franske Jean-Pierre Jeunet. Den finurlige franskmand fik sit folkelige gennembrud med “Den fabelagtige Amélie fra Montmartre”, men allerede langt inden da havde han den fremragende “Delicatessen” i bagagen. Og netop “Delicatessen”s kuriøse verdensanskuelse har Jeunet endnu en gang bragt på banen – denne gang i den lige så spøjse “Micmacs”.

Da Bazil er dreng, bliver hans far dræbt af en landmine, som han er ved at desarmere. Mere end 30 år senere sidder Bazil i den videokiosk, han arbejder i, da et bandeopgør udspiller sig foran den lille butik. Bazil bliver ramt i hovedet af en kugle, men overlever. Da han vågner op efter operationen, har han mistet både sit hjem og sit job og må nu vænne sig til livet på gaden. Da han finder ud af, at producenterne af kuglen i hans hoved og landminen, der dræbte hans far, har deres hovedsæder lige i nærheden, udtænker han sammen med en flok talentfulde hjemløse en sindrig plan, som skal hævne de to firmaers misgerninger.

“Micmacs” er bygget op over det klassiske heist-tema, hvor en række snedige aktioner, der gang på gang overrasker både filmens antagonister og publikum, skal føre vor helt i mål og sikre ham både prinsessen og det halve kongerige. Så langt, så godt. Der er imidlertid to faktorer, som forhindrer “Micmacs” i at opnå det spændingsmoment, der skal sikre filmen en høj intensitet. Først og fremmest er der ikke noget på spil. Bazil har intet at tabe med sin hævnmission, og dermed er det værste, der kan ske, at han fejler. Dernæst har Jeunet valgt [i]ikke[/i] at lade seeren vide, hvad de respektive delmål i den snedige plan er. Vi får med andre ord ikke opridset, hvad der skal ske, og dermed opbygges der ikke en spænding, som kan forløses.

Det er desværre ikke “Micmacs” eneste problem. Et af Jeunets varemærker er de pudsige karakterer, som optræder i alle hans film. Hvem husker fx ikke den gnavne café-gæst, portrætteret af yndlingen Dominique Pinon i “Amélie”, eller den arrige grønthandler i samme film? Jo, karaktererne er skam til stede i “Micmacs”, men Jeunet er gået lidt for langt i sin stræben efter det kuriøse. Personerne forekommer karikerede i generende grad, og forsøget på at skabe særegenhed synes fortænkt og næsten desperat. De overfladiske særheder kommer mest af alt til at stå i vejen for en dybere og mere interessant granskning af karaktererne.

Dog er “Micmacs” ikke helt forfejlet. Jeunet er stadig en mester i visuel fortælling, og på trods af at han ikke har sine sædvanlige filmfotografer – Darius Khondji og Bruno Delbonell – ved sin side, er det endnu engang lykkedes at kreere en blændende billedside, som oser langt væk af den visuelle auteurs markante stil. De sygelige grønne og orange nuancer vækker associationer til en absint-rus i det franske bohémemiljø og minder os om, at filmens mærkværdige verden er dybt subjektiv og ikke portrætterer virkeligheden, men nærmere en stærkt fordrejet opfattelse af samme.

“Micmacs” er langt fra store værker som “Amélie” og “Delicatessen”, og det virker næsten, som om Jeunet har kørt på autopilot og blot lukrerer på den stil, han selv grundlagde for mange år siden. Filmen er såmænd ganske hyggelig, men det er desværre ikke nok til at redde den tynde filmsuppe. Er man ny i Jeunets verden, kan man med sindsro rejse tyve år tilbage i tiden og tage et kig på den fremragende “Delicatessen”, der byder på stort set det samme som “Micmacs” – bare betydeligt bedre.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1. Der er ikke mange komprimeringsartefakter at få øje på. Farverne er gode – heldigvis, da det er et at filmens vigtigste stilistiske elementer – og der er hverken edge-enhancement eller udtværing. Desværre er kontrasten noget svingende, så de sorteste skygger fremstår engang imellem grå.

[b]Audio[/b]

Dolby Digital 5.1 og DTS. Dvd’en byder på et rigtig fint lydspor. Der er lavet et godt arbejde ifht. at skabe en god rumfornemmelse. I en scene, hvor vi befinder os højt oppe på ydersiden af et højhus, suser vinden i baghøjtalerne på den helt rigtige måde, så man får fornemmelsen af at være der selv. Ligeledes er der et par scener fra en banegård og en lufthavn, og også her er de atmosfæriske elementer placeret perfekt i mixet.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd’en indeholder en god portion ekstramateriale i form af fem små featuretter og en dokumentar på 47 minutter. Fire af de fem featuretter kunne nu være udeladt, da de i forvejen indgår i den længere dokumentar, men fred være med det, for indholdet er rigtig fint. Vi kommer bag om kameraet og får et indblik i de mange aspekter af filmens tilblivelse. Især er materialet om filmens stunts og ekstravagante set design spændende. Dokumentaren kommer hele processen igennem og slutter med filmens franske premiere, hvor skuespillerne og Jean Pierre-Jeunet er tilstede.