[b]En nostalgikers vådeste drøm[/b]

Hvad nu hvis… Du blev transporteret tilbage til Paris i 1920’erne, når klokken slog midnat? Tilbage til dekadencen, Dalí og datidens dejligste damer? Dette finurlige tankeeksperiment leger Woody Allen fornøjeligt og varmt om hjertet med i sin seneste film, den romantiske komedie “Midnight in Paris”. Og som publikum leger man lige så fro med.

Der er vel ingen by, der tager sig så forbandet godt ud på film, som byernes by, lysets by, kærlighedens by – Paris. Overdådige boulevarder, snørklede stræder, Sacré Coeur badet i morgensol, Eifeltårnets natlige bling-bling’eri og Jardin du Luxembourgs frodighed. Som utallige andre, håbløse romantikere er Woody Allen helt og aldeles forgabt i denne smukke by. Og “Midnight in Paris” er ærke-new yorkerens uforbeholdne, nostalgiske kærlighedserklæring til sin gamle flamme.

Allen selv spiller ikke med i sin 44. film, men overlader derimod roret til Owen Wilson i en tydelig alter ego-rolle. Wilson spiller Gil, en halvgod manuskriptforfatter på ferie fra Hollywood med kæresten Inez (Rachel McAdams) og svigermekanikken in spe. Gil knuselsker Paris og al dens gamle charme, mens stokkonservative svigerfar har travlt med skiftevis at rakke ned på den franske politik og lovsynge Tea Party-bevægelsen derhjemme. På en natlig vandretur gennem Paris’ gader sker der imidlertid noget helt igennem magisk for Gil. Ud af mørket kommer en gammel Rolls Royce tøffende, og hvem andre inviterer Gil med på en køretur end F. Scott Fitzgerald og hans underskønne kone Zelda – 1920’ernes vel nok allermest celebre par. Gil har fundet en port tilbage til lige præcis den æra i historien, der for ham står som det kunstneriske og intellektuelle højdepunkt. Og han kan ikke tro sine egne øjne.

Woody Allen er selvudnævnt nostalgiker af første klasse. Hans film er altid stopfodret med alt det, Allen selv holder allermest af. Cole Porters elegante kompositioner, Groucho Marx’ tosserier og litterære henvisninger i én uendelighed. Med “Midnight in Paris” italesætter Allen denne nærmest sygelige trang til at glorificere fordums tider. Den middelmådige manusdoktor Gil med et velbetalt Hollywood-job vil i virkeligheden hellere kaste det hele overbord, installere sig i en ussel loftslejlighed i Paris og udleve drømmen om at skrive rigtig prosa. Som de store gjorde det i 1920’ernes Paris – Hemmingway og Fitzgerald. Og nu møder han disse giganter. Går på druk med dem, bager på deres muser – især fanger Picassos Adriana (Marion Cotillard) hans opmærksomhed. I Adriana møder Gil en beslægtet sjæl. Heller ikke hun lever fuldt i præsens, men drømmer sig nostalgisk tilbage til Paris’ Belle Epoque i 1890’erne – hendes ideal. Og således tvinges Gil til at tage stilling til sin egen, uforbeholdne dyrkelse af en bestemt periode.

Midt i det farverige vrimmel af alle de litterære og kunstneriske pinger, hvor især Adrien Brody stjæler billedet som en enormt excentrisk Salvador Dalí, gør Owen Wilson sig overordentligt godt som den benovede Gil. Blond og blåøjet er han indbegrebet af den typiske californier – og en ovenud sympatisk hovedperson, man føler sig i godt selskab med. Med et stænk af noget umiskendeligt tragisk og meget europæisk over sig er franske Marion Cotillard perfekt i rollen som malernes mørke muse og Gils drømmekvinde.