[b]En film om altruisme[/b]

Den kontroversielle instruktør Gus Van Sant, som har stået bag bl.a. “Elephant”, er tilbage med en film, som egentlig ikke er særlig kontroversiel. Filmen “Milk” er til gengæld en varm skildring af 1970’ernes USA, hvor manden Harvey Milk grundlagde bevægelsen for de homoseksuelles borgerrettigheder.

“Milk” fortæller historien om den amerikanske bøsserettighedsforkæmper og politiker Harvey Milk, som blev et ikon for de homoseksuelle i USA. Det var først som 40-årig, at Milk begyndte at engagere sig politisk, og det er da også her, filmen tager sin begyndelse. Da Milk falder for den unge Scott, forlader han en skabstilværelse i New York for at slå sig ned i Castro-kvarteret i San Francisco sammen med Scott. Kvarteret blev hurtigt hjemsted for USA’s homoseksuelle, og her begyndte Milk at organisere de homoseksuelle i en magtfuld bevægelse, der kunne lægge pres på både fordomsfulde naboer og en krigerisk politistyrke, der har lidt for let til kniplen, når der er bøsser i farvandet. I kampen for lige rettigheder beslutter Milk at stille op som bestyrer for sit lokaldistrikt i San Francisco.

Modstanden er stor blandt de puritanske amerikanere, og der skal da også gå en række år og flere forsøg, før det lykkes Milk som den første erklærede bøsse i USA at tage et offentligt embede. Kampen om rettigheder slutter naturligvis ikke der. Sideløbende med at “Milk” er en politisk beretning, er det i høj grad samtidig en menneskelig beretning. I centrum står nemlig et portræt af en mand, som var i besiddelse af en enorm karisma og formåede at tiltrække energiske unge mennesker. Der er dog en bagside af medaljen. Milks politiske engagement og kompromisløshed ødelægger hans forhold til Scott. Da han omsider bliver valgt, stifter han på rådhuset det, der skal vise sig at være et fatalt bekendtskab med den konservative familiemand Dan White, hvis formelle ydre dækker over undertrykte følelser.

Instruktøren Gus Van Sant har før beskæftiget sig med homoseksualitet i film som “My Own Private Idaho” og mere marginalt “Elephant”. Med “Milk” er det dog første gang, at han gør det til det centrale tema. Homoseksualitet er stadig et meget penibelt emne i USA, hvilket en nylig debat om homoseksuelles ret til at blive gift i Californien vidner om. I et mere frisindet Europa og navnlig Danmark kan temaet synes knap så kontroversielt, hvorfor emnet i sig selv ikke kan opleves som et kvalitetsstempel. Men Van Sant formår at tilsætte dramaet en varme og nænsom medmenneskelighed ved at kombinere den historiske fortælling om bøssernes kamp for lige rettigheder med et betagende portræt af en karismatisk mand, der ville sine medmennesker det bedste og viede sit liv til retfærdighed.

Ledsaget af virkelige optagelser ansporer filmen stærke følelser for Milk og hans sag, men helt udenom en svulmende sentimentalitet kommer filmen ikke. Når det alligevel ikke får lov til at kamme helt over, så er det primært takket være skuespillerne og navnlig Sean Penn. Penns portræt kan i starten synes en anelse karikeret med de løse håndled og en lys stemme, men efterhånden, som vi kommer tættere på karakteren, bliver portrættet mere komplekst. Samtidig er der en sødme i hans præstation, som vi ikke rigtig har set hos Penn før. Man kommer reelt til at holde af ham. Værd at nævne er også Josh Brolin som den konfliktramte Dan White, hvis desperation effektivt lader sig aflæse i skuespillerens miner og gestik.