Filmz
Million Dollar Arm

Million Dollar Arm

Medvirkende:

Jon Hamm, Alan Arkin, Bill Paxton, Aasif Mandvi, Lake Bell

Instruktør:

Craig Gillespie

Filmlængde:

124 minutter

Genre:

Drama, Sport

Million Dollar Arm

[b]At ryge i Disneyfælden[/b]

Det sker en gang i mellem, at en film ubemærket kryber under blockbuster-larm og reklametrommer og sniger sig ind på dig. Lige pludselig ligger den der, og er, alle sine kvaliteter til trods, alt for diskret til at råbe op og blive en god forretning. Ud fra et pengemands-synspunkt en katastrofe, fordi den mætter markedet og ikke tjener penge ind til at retfærdiggøre sig selv. Fra et filmfan-synspunkt til gengæld, en vidunderlig overraskelse, der kan indgyde lidt håb for en ellers dyster [i]sequel[/i]-fremtid.

[image=82263]

Jeg tror desværre, at “Million Dollar Arm” giver flere sorger til pengemænd end glæder til filmfans. Hvem ser den plakat og tænker: [i]”Jeg skal hen i kø foran biffen NU!”[/i]?. Men jeg håber, jeg tager fejl, for det er en ærkesolid og rørende underholdningsfilm, der fænger fra start til slut. Fortællingen er [i]textbook[/i] (eller er det [i]playbook[/i]) Disney. En sportsagent er ved at gå konkurs, men lægger sine sidste penge og håb i en talentkonkurrence for baseballpitchere. I Indien. Ingen regner med, at de cricketspillende indere kan blive baseballspillere, men kan bare én af dem kaste godt nok til en kontrakt, står klubben foran 1,5 mia. potentielle nye fans.

Ræsonnementet er godt. Også som dramatisk motor. Agentens ensidige fokus på penge sætter Jon Hamm i stand til at foretage den helt typiske Disney-rejse fra røv til fin fyr. Han finder selvfølgelig sine fattige unge mænd ved hjælp af en lidt karikeret, men sympatisk indisk træner og Alan Arkin, der boltrer sig som sur, gammel baseball-scout. Problemerne opstår, da de kommer til USA, og sportsverdenens præstationsræs begynder at tære på alles tålmodighed. Især den overfladiske agent har ikke gennemtænkt konsekvenserne af at hive to drenge fra en lerhytte-landsby til et hotelværelse i USA.

[image=82267]

Der er intet ved historien, der overrasker, den er bare god. Måske, fordi den er sand. Sikkert er det i hvert fald, at Thomas McCarthy ubemærket fletter flere karakterer ind i sit manuskript, end det burde være muligt. Og lykkes med at gøre stort set alle til vedkommende personer. Aasif Mandvi fra “The Daily Show” er sjov som den indiske kompagnon, der aldrig har været i Indien, og Lake Bell er bare så reel og sød som agentens friske lejer. Det kunne nemt kamme helt over, men stor ros til McCarthy for at holde sukkerbalancen i samfulde 100 minutter. Det er klassisk, nærmest gammeldags, men effektiv skruet sammen. Det er vel kun fabrikken derovre, der stadig kan det.

Jon Hamm er Jon Hamm, og enhver, der har set “Mad Men”, ved, hvor flot en figur han gør på skærmen. Det er velkendt, charmerende territorium, selv om han er noget flinkere end Don Draper. De to indiske drenge får generelt mindre at arbejde med, men kulturchokket må blive en anden gang. Her nøjes vi med store øjne over automatiske elevatordøre, og den åbenbaring som en pizza kan være for de uindviede. Det skal selvfølgelig ikke være gratis at glide så hurtigt hen over udbytningen af den tredje verden og slige sager, men en film er bedst, når den vinkler sin fortælling skarpt. Her er det kun de involverede karakterers besværlige vej mod venskab, der skal trykke følelsesknapper.

[image=82266]

Kort om filmen

Sportsagenten JB Bernstein (Jon Hamn) opdager at branchen ændrer sig, og hans karriere går dårligere og dårligere. I et sidste forsøg på at redde karrieren, starter han et projekt – han vil finde baseballs næste store pitcher. JB rejser til Indien, og producerer et reality show, og kalder det “The Million Dollar Arm”. Det går ud på at finde et ungt crickettalent, som JB kan gøre til baseballstjerne. Han opdager to 18-årige drenge, Dinesh (som spilles af Madhur Mittal fra “Slumdog Millionaire”) og Rinku (som spilles af Suraj Sharma fra “The Life of Pi”). Ingen af dem har nogen idé om, hvordan man spiller baseball. Men JB tror på dem, og tager dem med til USA, hvor en forbløffende rejse tager sin begyndelse. Filmen er baseret på en sand historie.

Galleri

Ads by MGDK