Hvis man går ind til “Million Dollar Baby” med forventninger om at se en film om den kvindelige version af “Rocky”, så bliver man skuffet. Det er ikke et eventyr om underdog’en der bliver champion. Nej, det er et realistisk og gribende drama der tilfældigvis udspiller sig i bokseverdenen.

Filmens præmis bærer ellers en slående lighed med “Rocky”, naturligvis med den åbenlyse forskel at der er tale om en kvinde i stedet for en mand. Maggie Fitzgerald (Hilary Swank) ønsker brændende at blive bokser, og hun har muligvis talentet og motivationen, men ikke træningen og erfaringen. Hun kommer fra trange kår, har svært ved at få pengene til at slå til og kun igennem boksningen føler hun sig veltilpas.

Hun træner sig selv i boksetræneren Frankie Dunns (Clint Eastwood) boksestudie, i håb om at han vil “opdage” hende. Han er imidlertid imod at træne en kvinde, på trods af at hans kammerat, eks-bokseren Eddie “Scrap-Iron” Dupris (Morgan Freeman) opfordringer. Scrap arbejder som pedel i Dunns boksestudie og fungerer nærmest som den gnavne boksetræners samvittighed. Endelig forbarmer Dunn sig over Maggie og tager hende under sine vinger.

Træningen skrider fremad og da Maggie konstant forbedrer sig, arrangerer Dunn en række boksekampe til hende, kulminerende med kampen om verdensmesterskabet. Men her hører lighederne med “Rocky” op og historien tager en uventet drejning. Uden at komme ind på detaljerne, så må det siges at være en modig beslutning skaberne har truffet. Filmens tredje akt går med raske skridt imod konventionerne inden for sportsfilm-genren hvilket er særdeles forfriskende og fascinerende og et af filmens helt store plusser.

“Million Dollar Baby” har ikke alene en fascinerende historie, men drives også frem af fantastiske skuespilpræstationer af de tre hovedrolleindehavere. Den er et godt eksempel på hvordan det der står på papiret og det skuespillerne leverer går op i en højere enhed, for selve filmens hovedpersoner er nemlig alle interessante og multidimensionelle karakterer, der hver er [i]damaged goods[/i] på den ene eller ande måde.

Maggie er hvad man populært kalder [i]white trailer trash[/i] og Dunn er for længst forbi sin storhedstid. På sine gamle dage er han blevet overforsigtig med sine boksere og er ude af stand til at bringe dem til de store kampe, af frygt for at de kommer til skade. Samtidig har han mistet kontakten til sin datter. Scrap har mistet sit øje i en boksekamp og bor nu i Dunns boksestudie, ude af stand til at komme videre med sit liv.

Det spirende far-datter forhold der opstår imellem Maggie og Dunn er smukt spillet af Swank og Eastwood. Vi ser en lang række følelser man normalt ellers ikke ser fra Clinten, når Dunn sættes på sin prøve og udsættes for det han frygter allermest. Det forpinte udtryk i hans rynkede ansigt er guld værd. På trods af filmens alvorlige atmosfære er den faktisk ikke helt uden humor, der primært leveres i scenerne imellem Eastwood og Freeman. Dunn og Scrap opfører sig nemlig som et gammelt ægtepar og det sætter unægteligt en smule kolorit på en film der ellers let kunne have været blevet for alvorlig og trist.

“Million Dollar Baby” er en emotionel affære og som seer kommer man næsten hele følelsesregisteret igennem inden den er slut… og hvor ofte kan en film bryste sig med det? Det er og bliver en fantastisk film i mange henseender og den fortjener alle den ros og priser som den har fået. Den er i sandhed [i]Mo Quishle![/i]

VideoPå billedsiden er der et smukt transfer i Anamorphic Widescreen, 2.35:1 Aspect Ratio. Filmens billedside er generelt afdæmpet og lidt småtrist, for at understrege dens alvorlige tema. Eastwood anvender primært naturlige lyskilder og det giver en masse dunkle og mørke sekvenser i filmen. Transferet tilbyder derfor ikke en regulær overflod af farver, men dem der er repræsenteres flot, især de mange nuancer af sort og mørk. Generelt er der ikke noget at sætte en finger på, det er et transfer i topklasse.

AudioPå lydsiden er der hele tre lydspor, alle på engelsk, i Dolby Surround 2.0, Dolby Digital 5.1 og endelig DTS. Filmen har både stille dialogscener og energiske kampscener, og lydsporene følger naturligt denne opbygning. Dialogen er klar og tydelig i dialogscenerne, uden nogen form for støj der potentielt kunne forstyrre seerens indlevelse i dramaet på skærmen. I kampscenerne er der både god brug af surround højtalere og subwoofer, når publikum hujer og klapper og slagene fra bokserne rammer deres modstander.

EkstramaterialeAl ekstramaterialet befinder sig på disk 2 og består, ganske sparsomt, af tre dokumentarprogrammer.

Først er der “Born To Fight” på ca. 20 minutter, der omhandler selve filmens historie og karaktererne. Der er interviews med skuespillerne, samt bokseren Lucia Rijker (der spiller en af Maggies modstandere i filmen). De kommer ind på forskellige emner, bl.a. hvilken mentalitet der kræves for at kunne stille sig op og blive bokser.

Dernæst er der “Producers Round 15” på ca 13 minutter. Programmer består af interviews med filmens tre producere Albert S. Ruddy, Paul Haggis og Tom Rosenberg. De fortæller om filmens tilblivelse, lige fra erhvervelsen af rettighederne til bogen af F. X. Toole, som filmen er baseret på, til casting og så videre.

Endelig er der “Lipton Takes On Three” på 23 minutter. James Lipton, som nogen måske kender fra programmet “Inside Actors Studio”, interviewer filmens tre hovedpersoner. Lipton stiller spørgsmål til deltagerne om forskellige aspekter af filmens tilblivelse. Desværre er flowet af spørgsmål fra Liptons side lidt rodet og interviewet virker derfor en kende usammenhængende.