[b]Kronologisk kluddermudder[/b]

Som udgangspunkt er det altid uhyre interessant at komme et skridt nærmere de store filmmagere, der har underholdt og tryllebundet os i biografmørket, og som – på sikker afstand – har introduceret os for flere af de store temaer i livet. Ens tilhørsforhold til en instruktørs film beriges kun, når man finder ud af, at deres navn engang havde samme værdi i folkemunde som ens eget, og at de er [i]mennesker[/i], der også har haft bumser som teenagere, er blevet vraget af en kæreste, haft uvenskaber, brændt toast på brødristeren og tvivlet på sig selv. Men et instruktørportræt skal sateme præsenteres ordentligt – ellers ophæves fortryllelsen.

“Milos Forman – What Doesn’t Kill You…” er som udgangspunkt en skudsikker satsning, for her er virkelig grobund for en god og inspirerende historie – den tjekkisk fødte Milos mistede både sin mor og sin far til de magtrige og hjernevaskede Gestapo-officerer under 2. verdenskrig. Tilfældigheder viklede Milos ind i en filmskole og videre ind i filmbranchen, hvor han – med sin kontroversielle filmkunst i et kommunistisk land – lærte den europæiske nybølges genier (såsom Truffaut) at kende.

Med purunge tvillinger og en kone derhjemme lokkede filmbranchens højborg, USA, alligevel den spirende instruktør til sig. Udholdenhed og en elskelig personlighed førte ham langsomt sammen med filmindustriens store kanoner, og Milos Formans navn er siden blevet foreviget på The Walk of Fame i Hollywood. Her er i grove træk tale om en fantastisk Askepot-historie, der nærmest ikke kan andet end at fascinere.

Men alligevel lykkes det Milos Formans landsfælle og navnebror, Milos Smídmajer, at skabe et usandsynligt spraglet portræt i en virkelig ringe visuel kvalitet af en af tidens mest geniale film-personaer. Når filmen er slut, står det ikke rigtig klart, [i]hvad[/i] det egentlig er, man lige har lært, og [i]hvorfor[/i] det var vigtigt at lære.

Umiddelbart er dokumentarens akilleshæl, at Smídmajer forsøger at skabe en altomfavnende referenceramme til instruktørens fans. Når de fremover ser “Gøgereden”, “Hair”, “Amadeus”, “Man on the Moon” eller “Folket mod Larry Flynt”, skal de analytiske tråde fra filmen helst kunne spores ud i de smalleste afkroge af instruktørrens forunderlige, bizarre, luksuriøse, fattige og almindelige liv. Og ideen er fantastisk. Men også virkelig svær at drage nytte af. Primært fordi de fleste af Formans livshistorier bliver forladt, inden de når at folde sig ud og give mening i det store billede.