[b]En coach for livet[/b]

Det er moderne med en personlig coach. En, der kan optimere dig og dit liv. Sådan en er Maren Ade nu for mig med sin “Min far Toni Erdmann”. For titlens Toni tilsætter ikke blot sjov og lykke til konsulent-datterens outsourcede karriereliv. Men nu også til mit. Med enkle greb; et fjoget gebis og en pruttepude, er Toni Erdmann den bedst tænkelige coach til en optimeret Excel-verden.

Egentlig hedder han slet ikke Toni Erdmann, men Winfried Conradi. Men i rollen som far kan Peter Simonischeks vanvidscoach ikke redde datteren fra et liv uden grin og glæde. Så på med paryk og gebis. Nu er han Toni, der skal få datteren Ines ned fra hotelhøjderne igen. Ned på Jorden, som det tyske [i]Erd[/i] refererer til. For hun har tabt jordforbindelsen. I konsulentlokaler højt hævet over jorden præsenterer hun Powerpoint-forslag om grader af outsourcing, der på ikke-globaliseret sprog betyder fyringer til fordel for profit. Uden blik for dem, det går ud over. De fattige, hun kun ser ned på oppe fra sit buzzword-kontor.

I udgangspunktet har “Min far Toni Erdmann” sådan set heller ikke blikket rettet mod Rumæniens arbejderklasse, som tyske Ines vil fyre. Hun er EU-glad sammen med jakkesæts-chefen. Godt, at Rumænien kom med i klubben – nu kan vi fyre og tjene penge, lyder den kolde konsulentlogik. Hun har fået olie-projektet i Bukarest som partnersag. PRUT! Toni tilsætter uhøjtidelig humor til partnersnakken med en pruttepude. Hendes champagne-slæng ved ikke, at han er hendes far. Det er så pinligt!

For farmand Erdmann er bestemt ikke den coach, som Ines drømmer om. Hun har en egen over Skype. Hun vil gerne forbedre sit kropssprog, når hun lytter. Problemet er, at hun lytter, siger Skype-coachen. Hun skal fokusere på sit budskab; Mig, mig, mig. Sådan spidder instruktør Ade en globaliseret individ-verden, der har glemt, hvad det hele drejer sig om. Sjov og lykke, som Jordmanden med gebisset banalt fremfører det. Men han har jo ret. For Ines er fremmedgjort i samme stil, som Bill Murray var det i “Lost in Translation”. Fanget i fornuftsmøllen.

Og ligesom Murray i selskab med Scarlett Johansson bryder ud i Japan, så insisterer Erdmann på, at Ines må bryde ud. Han retter hendes blik imod konsekvenserne. Arbejderen, der bliver fyret. Og en lokal familie, som byder dem indenfor til at male æg. Og de små glæder – grin, sang, der begynder som de skøre elementer i en karriereverden, men som spilletiden afslører som det eneste fornuftige alternativ til en verdensfjern optimeringskultur komplet med coke, pagne og kanapeer med sperm på.