[b]Meta-Mor(etti)[/b]

Det begynder med en voldsom demonstration. Politiet trækket kniplerne på de strejkende arbejdere. Vandkanonerne sættes ind. Det ligner ikke en Nanni Moretti-film. Det er det heller ikke. Det er instruktørhovedrollens film i filmen, “Min mor”, der er en såkaldt metafilm. En film om film. Som i klassikerne inden for den disciplin – “Sunset Boulevard” og “The Player” – så er det også i “Min mor” en sjov øvelse. Og ret intern.

Det bliver nemlig hurtigt indforstået. Som når Hollywood-megastjernen John Turturro spiller en Hollywood-megastjerne, der medvirker i instruktør Margherita (Buy)s lille italiernerfilm. Han fortæller røverhistorier om dengang han arbejdede med Stanley Kubrick og er krukket [i]method actor[/i], når der ikke er rigtig champagne i filmens flasker.

Derimod er der noget ganske rigtigt på spil for Morettis hovedrolle, Margherita. Mor er dødelig syg. Ligesom i en rigtig Nanni Moretti-film, hvor tragedien rammer uden hensyntagen til [i]happy ends[/i]. Men som i Morettis bedste film – “Sønnens værelse” – så er det ikke tragedien, der er i centrum, men bearbejdelsen af den. Hvordan accepterer man tingenes tragiske tilstand og kommer videre? Der er det langt lettere at ændre på Turturros replikker i filmfilmen, når han igen har glemt at øve sig på sit italienske. Morettis virkelighed kan ikke ændres.

Metalegen benyttes fiffigt til at lade filmfilmen kommentere på filmen. I åbningen, hvor vi følger en scene i Margheritas film, zoomer en kameramand helt ind. Hvorfor gør han det? Han vil helt ind, mærke det, scenen, forklarer han Margherita som en substitut for Moretti selv. Men Margherita insisterer: Det er ikke en sørgelig film, men en film om håb. “Min mor” er begge dele. Men den er også ret sjov. Særligt når der slår temperamentsgnister imellem John Turturro og filmfilminstruktøren, Margherita, der spilles som en sørgmodig, indesluttet bombe af Margherita Buy.

Hun detonerer, da den overlegent smilende, slesk charmerende Turturro igen-igen ikke har forberedt så ordentlig til dagens optagelser. Den selvfede amerikaner og den herligt hidsige romer skælder og smælder i det skønneste skænderi. Imens trisser den rolige, rigtige filminstruktør, Moretti, rundt i yderkanten af fortællingen som bror til Margherita og sørger for macaroni med parmesan til mor på hospitalet. Det er i disse små hverdagsøjeblikke i den genkendelige sygdomstragedie, at Moretti er bedst.