[b]Bag paradisets port[/b]

Med “Mine aftener i paradis” inviterer den sicilianske filmmagiker Guiseppe Tornatore indenfor til et regulært stykke filmhistorie, når han igennem sit alter ego, den midaldrende instruktør Salvatore, eksekverer barndomsminderne som filmoperatør i den lokale biograf i lillebyen Giancaldo på Sicilien.

Her blev bysbørnene nemlig forenet trods divergerende politiske holdninger og afgørende forskelle på rig og fattig. Men for en tid blev alle stridigheder glemt, når de store stjerner fra Hollywood foldede sig ud på det store og prægtige hvide lærred. Salvatore var på det tidspunkt blot en årsunge og befinder sig i filmens centrum sammen med den aldrende operatør Alfredo. Det er for så vidt ham, der administrerer filmfremvisningerne fra sit lille operatørrum, hvor Salvatore – i daglig tale Totó – er en hyppig, men ikke altid lige velkommen gæst. Hans far er angiveligt død i krigen mod Stalins russere, og derfor indtager Alfredo på naturligste vis og til moderens store fortvivlelse en form for faderrolle i samspil med den hæderkronede biograf.

Men helt selvstyrende er biografen nu ingenlunde. Den katolske kirkes magt er ikke til at komme udenom, og den lokale præst har også sit at skulle have sagt, når det vedrører de mange filmfremvisninger. Derfor udøver han hårdhændet censur, for der er jo grænser for, hvad de troende kan udsættes for, og selv det mest uskyldige kys har derfor svært ved at finde vej gennem præstens uforsonlige nåleøje. Men en voldsom brand i biografen varsler nye tider, da Alfredo både vansires og bliver blind, og Salvatore bliver derfor det oplagte valg til at tage over i operatørrummet. Stille og roligt lempes mere vovede scener ind i biografens mørke. Det er bestemt nye tider, da den totalt renoverede biograf atter slår dørene op.

I “Mine aftener i paradis” spores også en almengyldig og melodramatisk kærlighedsfortælling af tårevædede dimensioner. Fra sine allerførste teenageår lægger Salvatore sine øjne på den tilflyttede og stenrige bankdirektørs yndefulde datter. Men der er forskel på rig og fattig, og det må den unge knøs for alvor sande, da faderen får nys om romancen.

Dramaet er intakt, humoren smittende og fantasien sprudlende. Alt går simpelthen bare op i en højere enhed, og alt lykkes for Tornatore i en film, der må og skal betragtes som instruktørens hovedværk, og som på dragende vis indkapsler hovedtrækkene i filmhistorien, men også i moderne europæisk historie som sådan. “Mine aftener i paradis” viser et underholdende og lystigt, men også alvorstungt billede af livet i al sin skinbarlige virkelighed. Siden barndomsårene bryder Salvatore igennem som feteret filminstruktør og informeres undervejs om sin gamle lærermesters død. Rejsen tilbage til barndommens dal for at deltage i begravelsen er imidlertid brolagt med prøvelser og er lidt af et emotionelt cirkus. Årene er som bekendt gået, og mangt og meget er passeret.

Trods sine knap tre timer er “Mine aftener i paradis” ikke det mindste for lang. Tværtimod er denne hjertevarme skildring en uundværlig medpassager, når der skal svælges i filmhistoriske minder. Tornatore bruger væsentlige klip fra filmhistorien på formidabel vis. Dette er en smuk og poetisk manifestation, der understreger de uventede drejninger, livet kan og vil tage. Både skuespil, manuskript, livsglæde og fandenivoldskhed skulle være undskyldninger nok for at begive sig ud på denne rejse. For en rejse er det. En af de helt store endda. “Mine aftener i paradis” var dengang og er til stadighed i dag stor stor filmkunst mine damer og herrer. Hverken mere eller mindre.

[b]Video[/b]

Visuelt præsenteres “Mine aftener i paradis” i et anamorphic widescreen 2.35:1-format, som filmens alder taget i betragtning holder sig på det jævne. Looket er støvet, ligesom uskarpheder og blødheder bestemt ikke er en sjældenhed. Der kan desuden opleves udsving i både farvetemperatur og kontrast, mens digitale forstyrrelser, edge-enhancement og udtværinger til gengæld ikke forekommer.

[b]Audio[/b]

Det italiensksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor kredser fortrinsvis om systemets forreste højtalere. Dialogen er generelt tydelig, men virker indimellem en smule mudret. Overstyringer er der derimod ingen af, og det stemningsfulde score stemmer på fortræffelig vis i med sine fyldige strygere. Underneden er atmosfæren passende, mens effektlyde som sådan kun forefindes i begrænset omfang.

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.