[b]Fransk med fransk på[/b]

Der er mange forestillinger om franskmænd, som man måske ofte regner med, ikke er helt sande. “[i]De spiser ost og frølår i idylliske omgivelser[/i]”, siger man. Det er fordomme. Noget som franskmænd selv vil benægte. Men så er det, at nogle franske film skyder franskmændene i foden. Det er tilfældet med “Mine helte”. En film om gode mennesker i sådan lidt halvsvære situationer, der mest af alt dog minder om en reklame for fransk ost.

Humor kan have det svært med at bevæge sig over grænser. Selv med passet i orden, så kan komik i hjemlandet fremtvinge latterbrøl, men når den rejser udenlands, så udebliver brølet. “Mine helte” passer perfekt på den beskrivelse. Jeg føler mig ret sikker på, at der ikke er mange, der griner røven i laser uden for de franske grænser. Filmen er ellers både varm og lunefuld. Faktisk er den så varm og lunefuld, at man stille og roligt bliver dysset i søvn af historien, der ikke vil andet end at ae dig blødt på kinden med sine behageligheder og gode intentioner.

Vi får nemlig gode intentioner i massevis: vi har den pensionerede kvinde, der hjælper den lille dreng fra Afrika med at gemme sig for myndighederne, indtil moderen bliver løsladt af politiet for ikke at have tilladelse til at være i landet. Vi får den fraværende ægtemand, der gerne vil blive i sit ægteskab, men samtidig har svært ved at tolerere konens uheldige sidespring. Vi får tilmed også den svampespisende far, der er gnaven, men har et hjerte af guld. Der er fyldt til bristepunktet med gode mennesker, der prøver at tage svære beslutninger. Kun systemet er en skurk, men den lille bitte modstand er udelukkende brugt til at give os den nuttede afrikanske dreng Tiemoko. Så sød, så sød.

I længden bliver det kedeligt. Ligesom det ville være kedeligt at spise ost og frølår hele sit liv. Det smager rigtig godt, men så bliver det ensformigt. Med andre ord er “Mine helte” en overfladisk omgang fuld af gentagelser, der alle rimer på lune og hygge.

Politiet lader sig spise af med fornærmelser og forvirrende forklaringer, og vores hovedperson virker ikke synderligt bekymret over sit ægteskab. Kun de to forældre, det aldrende ægtepar, virker, som om de er tilstede. Som de eneste i “Mine helte” har de et tilsyneladende virkeligt liv, men de glimter på en billig baggrund. Alle andre karakterer virker, som om de er dimitteret fra Flinkeskolen. Røvsygt!