Hvis du efter 42 år i luften bliver tvunget til at nødlande med dit fly, så er det måske på tide at overveje pension. Det gør Tom Hanks i “Miraklet på Hudsonfloden”. Med 155 personer om bord. Gjorde han det rette? Ja, siger Clint Eastwood. Tilsvarende bør man som instruktør overveje at gå på filmpension, når man ikke længere kan få spænding ind i et flystyrt. Bør Clinten blive ved? Nej, siger jeg.
[image=92751]
Det går nemlig en lige linje fra “American Sniper” til “Miraklet på Hudsonfloden”. Fra der, hvor Bradley Coopers gode snigmorder skød de onde irakere i et verdensbillede, der til sammenligning ville gøre Eastwoods politiske forbillede – Donald Trump – til en nuanceret og nøgtern mand. Til her, hvor Tom Hanks snusfornuftige heltepilot lander et fly på vand. Begge slutter de med billeder af flaget og en forsikring om, at USA er det bedste sted på Jorden fyldt med de bedste mennesker. [i]True heroes[/i].
[image=92752]
I “Miraklet på Hudsonfloden” diskuteres der ikke så meget. Tom Hanks’ Sully er en god, god mand. Han tjekker tjeklisten inden afgang, som han skal. Han forlader flyet sidst, da det drukner. Han ringer hjem til den hjemmegående kone som det første: [i]”Jeg er okay.”[/i] Han tænker på alle – kræver straks en optælling, er alle okay? Han er så god, fejlfri og rolig, at ingen kan være i tvivl om, at ham her er en vaskeægte [i]american hero[/i]. Derfor bliver det heller aldrig spændende, da dem i toppen vil undersøge, om flyet kunne have landet på land. For Sully ved bedst. Han er manden på gulvet… Øhm i luften. Han kan ikke lære noget af maskiner eller mennesker med fine titler. En slags flink Dirty Harry.
[image=92758]