[b]En (re)konstrueret historietime[/b]

The Missing Picture er en dejligt dobbelttydig titel. Oversat kan det både betyde [i]den manglende brik[/i] eller [i]den manglende film[/i]. I filmen “The Missing Picture”, der er et personligt overblik over Pol Pots diktatoriske rædselsregime i 1970’ernes Cambodja, kan det betyde begge dele. Instruktør Rithy Panh var der selv dengang. I arbejdslejrenes monotone sultehelvede, hvor han oplevede folk omkring sig falde som De Røde Khmerers nedslidte fluer. De styrede historien dengang, nu er det Panhs tur.

Datidens cambodjanske rædsler er blevet dokumenteret og fordømt i metermål af nutidens historikere, så nogen manglende brik til fortidens puslespil er der dårligt tale om. Men bogstaveligt talt er det den manglende film, Rithy Panh her har lavet. De eneste, der dokumenterede på film under Pol Pot, var De Røde Khmerer selv. Så perioden under Pol Pot har kun ét udtryk på film – Pol Pots eget. Dét udtryk vil Rithy Panh erobre og mangfoldiggøre med sin film.

Panh bruger tidens store dokumentariske trend, rekonstruktion, som sin metode til at vise os fortidens synder, som han oplevede dem. På årets CPH:DOX skulle man næsten tro, at man ikke kunne få sin film i konkurrence, hvis ikke der indgik en rekonstruktion. Samme metode så vi succesfyldt i brug med forrige års måske bedste film, “The Act of Killing”. Her blev rekonstruktionen brugt vanvittigt fantasifuldt til at afdække et glemt folkemord i Indonesien. En anderledes, men lige så original anvendelse af rekonstruktionen som dokumentarisk virkemiddel, gør Panh brug af i sin film, som Joshua Oppenheimer gjorde det i “The Act of Killing”.

Panhs modspil til datidens optagelser er gammeldags træfigurer. Som Emil fra Lønneberg skar dem. Latterligt? Næ. Vanvittigt? Ja måske, men det virker. Det ultimativt horrible afbildes naivt uskyldigt, hvilket giver samme effekt, som hvis et barn kysser sin krammebombe godnat. Krydsklip imellem de harmoniske Pol Pot-filmklip og så rekonstruktionerne med de barnlige figurer giver rædslerne et ekstra nøk op på indtryksskalaen. Det er ikke for sjov det her. Det understreges yderligere af en højstemt, fransk [i]voice over[/i], der forceret poetisk digter os igennem rædslerne. [i]”Der er ingen sandhed, film er den eneste sandhed”[/i]. Sådan højstemmes der filmen igennem. Jeg hader højstemte, poetiske [i]voice overs[/i]!

En naiv børnestemme eller en tekst med ironisk distance ville have forstærket træfigurernes effekt, men det højstemte udtryk kvæler effekten og gør mig kold. Samtidig bliver Panhs historie aldrig for alvor personlig, men mere overfladisk fortællende om forfærdelighederne fra dengang. Jeg kender godt historien. Allerede i 1984 blev den fortalt emotionelt stærkt i Roland Joffés “The Killing Fields”, så hvorfor igen? Der mangler nødvendighed.