The Missing Picture er en dejligt dobbelttydig titel. Oversat kan det både betyde [i]den manglende brik[/i] eller [i]den manglende film[/i]. I filmen “The Missing Picture”, der er et personligt overblik over Pol Pots diktatoriske rædselsregime i 1970’ernes Cambodja, kan det betyde begge dele. Instruktør Rithy Panh var der selv dengang. I arbejdslejrenes monotone sultehelvede, hvor han oplevede folk omkring sig falde som De Røde Khmerers nedslidte fluer. De styrede historien dengang, nu er det Panhs tur.
[image=76676]
Panh bruger tidens store dokumentariske trend, rekonstruktion, som sin metode til at vise os fortidens synder, som han oplevede dem. På årets CPH:DOX skulle man næsten tro, at man ikke kunne få sin film i konkurrence, hvis ikke der indgik en rekonstruktion. Samme metode så vi succesfyldt i brug med forrige års måske bedste film, “The Act of Killing”. Her blev rekonstruktionen brugt vanvittigt fantasifuldt til at afdække et glemt folkemord i Indonesien. En anderledes, men lige så original anvendelse af rekonstruktionen som dokumentarisk virkemiddel, gør Panh brug af i sin film, som Joshua Oppenheimer gjorde det i “The Act of Killing”.
[image=76678]
En naiv børnestemme eller en tekst med ironisk distance ville have forstærket træfigurernes effekt, men det højstemte udtryk kvæler effekten og gør mig kold. Samtidig bliver Panhs historie aldrig for alvor personlig, men mere overfladisk fortællende om forfærdelighederne fra dengang. Jeg kender godt historien. Allerede i 1984 blev den fortalt emotionelt stærkt i Roland Joffés “The Killing Fields”, så hvorfor igen? Der mangler nødvendighed.
[image=76679]