Molière in LoveHvor finder en kunstner sin inspiration? Dette spørgsmål synes ofte at være ligeså interessant at granske som de færdige værker, inspirationen har ledt frem til. I “Molière” forsøges teatergeniets evner forklaret via en fiktiv genskabelse af en afgørende periode i den franske komedieforfatter Molières liv, hvor både de personer, han møder, og de situationer, han ender i, har direkte paralleller til hans senere teaterstykker.

I stedet for at gå biografisk til værks på sin hovedperson har manuskriptforfatter og instruktør Laurent Tirard valgt en mere fri og fiktiv skildring af Molière. Således er der mere fokus på ånden og stemningen af kunstnerens værker, frem for en egentlig redegørelse af personen bag dem. Finten med at placere forskellige scener og karakterer fra en kendt forfatters samlede værker i en biografisk forståelsesramme er set før. Men ideen om at den kreative gnist som oftest opstår af oplevelser, som forfatteren har erfaret på egen krop og sjæl, sætter dog nok engang scenen for en både vittig og citatfuld skildring af titelrollens liv og levned.

På grund af finansielle årsager går skuespilleren Molière med til at opholde sig en sommer hos rigmanden Jourdain og hans familie på Jourdains gods, hvor han forklædt som privatlærer til familiens børn i virkeligheden skal assistere Jourdain med at bejle til en adelskvinde. De mange forviklinger og komiske situationer, der opstår, som Molière blander sig i familielivet på godset og i hans forsøg på at lære Jourdain noget om kunst, er fyldt med henvisninger til Molières egne teaterstykker.

Det er dog ikke bydende nødvendigt med et nærmere kendskab til Molières værker, idet filmen “Molière” i sig selv er en helt igennem fornøjelig oplevelse i dens lystspilstilgang til begivenhederne imellem personerne på godset, hvor sommeratmosfæren bliver toneangivende for filmens egen stemning. “Molière” skeler med sin beretterfacon lige vel meget til især en film som “Shakespeare in Love”, hvor flere scener snarere synes at henvise til denne tematiskrelaterede film frem for Molières egne værker. Men manuskriptets opfindsomme brug af Molières vittige replikker og scenekomik samt de veloplagte skuespillere gør dog, at “Moliére” alligevel kan siges at få sin egen berettigelse som værk.

Særligt det farverige persongalleri er værd at fremhæve, hvor Romain Duris er dejlig kantet i titelrollen, og Frabrice Luchini er herligt krukket i rollen som rigmanden Jourdain, der ingen forstand har på kunst på trods af, at han insisterer på at udøve samtlige kunstarter på egen hånd. Og så er Laura Morante både forførende og kær som hustruen til Jourdain, der falder for Molières morsomme talenter. Alle synes aldeles veloplagte i dette spil, der ikke har meget realitet over sig, men til gengæld legende let formår at frembringe adskillige smil på læben.