“Mona Lisa Smile” skildrer en kvindelig kunstprofessors kamp for ligestilling i 1950’ernes USA, hvor selv landets klogeste pigehoveder tvinges ud i forstæderne som hjemmegående husmødre. Det er pudsigt, at det er en englænder som står bag denne udpræget amerikanske historie, og selvom at Mike Newell før har lavet gode film med stærke kvinderoller, skyder han denne gang langt over målet. Hans blanding af feministiske problemstillinger og slap romantisk komedie falder fra hinanden under en morale, der set i lyset af samfundets udvikling igennem de seneste 50 år, ingen socialkritisk relevans har overhovedet.

I mange år har man spekuleret på hvad der mon ligger bag Mona Lisas smukke og mystiske smil, som portræteret af Leonardo Da Vinci i starten af det 15. århundrede. Dette spørgsmål danner udgangspunkt for fortællingen om Katherine Watson (Julia Roberts) og hendes piger, hvis liv forandres markant efter at de modtager undervisning fra den radikale feminist. Hver især bliver de billeder på en håndfuld forskellige kvindeskæbner, der i sidste ende alle heldigvis udvikler sig i en positiv retning. Watson opfordrer sine studerende til at kigge bag overfladen på den kunst, som de studerer for derved – i tilfælde af Da Vincis berømte billede – at finde frem til værkets sande værdi og den kvinde, der befinder sig under den umiddelbare overflade. Hensigten er selvfølgelig at pigerne skal bevæge sig væk fra indholdsløse værdier, der her er repræsenteret af den facade, som skolen forsøger at bygge op omkring dem. De skal indse at den ideelle kvindeskikkelse slet ikke findes. Denne tematik er for så vidt også ganske interessant og kunne, i de rigtige hænder, sagtens have været lavet til en vedkommende film, men det er desværre ikke tilfældet her. Newell begår nemlig den største synd af dem alle ved udelukkende at arbejde med karakterer, der alle er skåret over den samme stereotype læst. Og det er døden for en film af denne type.

Alle lige fra den buttede pige med ondt i kærligheden til den snerpede stræber, der forgæves forsøger at leve op til sin konforme mors forventninger, undergraver de én efter én det der kunne have været en hyldest til den moderne kvinde. Der er intet for os at sætte tænderne i og med tre af Hollywoods bedste unge skuespillerinder på rollelisten, kan man kun ærgre sig over, at deres materiale er så blottet for substans. Filmen styrer behændigt uden om de interessante anslag den selv etablerer, og som det er tilfældet med den homoseksuelle professor, der afskediges på grund af hendes “progressive” holdninger, løber det der kunne have givet filmen kant, og bare et minimum af relevans for nutidens publikum, ud i sandet.

Dermed ikke sagt at Dunst, Gyllenhaal, Stiles og de andre birolleskuespillere ikke yder gode præstationer, for det gør de faktisk, og man kan ikke klandre nogen af dem for at historien er en fuser. Sammen med de fine kostumer, og – for amerikansk film – typisk høje [i]production values[/i] fungerer “Mona Lisa Smile” også bedst som tidsbillede, der med garanti er meget præcist researchet.

Et andet betragteligt problem ved “Mona Lisa Smile” ligger i både valget af Julia Roberts som hovedperson, og i den måde hun fremstilles på. For det første, har jeg meget svært ved at se bort fra al den opmærksomhed der er omkring Roberts’ person, som formet af pressen, hendes tidligere roller og offentlig optræden. På intet tidspunkt ser jeg hende som en kvinde, der kunne passe ind i 1950’erne, for slet ikke at snakke om hendes rolle som universitetsprofessor, der ligger så langt fra det image hun normalt bærer, at karakteren bliver utroværdig. Det er i princippet det samme problem, som jeg har med en skuespiller som Tom Cruise, og Roberts er her så åbenlyst blevet castet, netop fordi vi allesammen associerer hende med den stærke og selvstændige kvindeskikkelse. Var Watson blevet spillet af en mindre kendt person, ville karakteren på nogle punkter have fungeret bedre.

For det andet, hæver Newell bevidst Roberts op over alle de andre karakterer i filmen, ved at lade hendes udseende svæve mellem et samtidig og et moderne look, hvorved hun bliver en slags anakronisme, der strømmer igennem historien som en repræsentation af universel kvindelighed. Dertil kommer, at man har tillagt hende et element af historisk alvidenhed, der gør hende i stand til meget præcist at gengive hvordan eks. kommende generationer vil kigge tilbage på og tolke de unge pigers valg af tilværelser og roller i samfundet. Det virker irriterende, at Watson besidder denne umuligt præcise indsigt, der både afspejler en upassende grad af selvrefleksivitet i handlingen, og som nedbryder rammerne for den ellers fint konstruerede periodeskildring. Sjovt nok gør denne fremsynethed hende ikke i stand til, at undgå den velkendte og helt igennem klicheefyldte problematiske romance, som hun indleder med sin muskeløse mandlige kollega.

Naturligvis får vi også Julia Roberts’ trademark brede smil og klukkende latter, der resulterer i en række uundgåelige (og i denne sammenhæng ganske upassende) flashbacks til “Pretty Woman”.