[b]Klovn: Racisme Forever[/b]

Det plejer at være den hvide klovn, der græder ulykkeligt inde bag masken. Sådan er det ikke i “Monsieur Chocolat”. Her græder den sorte klovn. Og han har ikke engang en maske, han kan gemme sig bag. Han ér sin udklædning. Han er den eksotiske afrikaner i et raceskræmt Frankrig. Tilbage til dengang, da en koloni ikke var en have, hvor man kultiverede grøntsager. Men et stykke Afrika, hvor ‘negeren’ skulle opdrages. Det er derfor, at Omar Sy græder i rollen som klovnen Chocolat, der endegyldigt bryder med et image som, nå ja, klovn.

For Omar Sy er netop blevet kendt på at klovne. I “De urørlige” og senere i “Samba”, hvor han ufarligt fjoller rundt blandt priviligerede hvide. Der var han god til at spille klovn. I “Monsieur Chocolat” ér han klovn. Bogstaveligt talt. Han begynder som negerkongen Kananga, der i leopard-antræk skræmmer de hvide gæster i det lille provinscirkus. Sådan en har de aldrig set før. Kun hørt om. Men George Footit har en plan med den eksotisk sorte. Den hvide klovn – Footit – har brug for en dum, sort makker, der får navnet Chocolat. Ingen er interesserede i hans rigtige navn. Duoen er det hvide, rigtige kolonimenneske med et navn og så den sorte, dumme, der får navn efter farven på sin hud. Det er umuligt at være i tvivl om, at ‘neger’ historisk er ment nedladende.

På den måde bliver “Monsieur Chocolat” det lille, personlige drama, der samtidig rummer den store kolonifortælling om den hvide mands byrde. Det er en “Dirch”-fortællingen om Chocolat, der i virkeligheden hed Rafael, som tager til Paris og nedlægger verden som stor klovne-komiker, men præcis som Dirch Passer savnede anerkendelse for at være mere end bare klovn. Choko-klovnen her vil spille Shakespeare. Han vil ikke nøjes med at lade sig sparke i røven af den hvide klovn foran et hvidt publikum. Han vil være ligestillet.

Men den lille “Dirch”-fortælling rummer også en store fortælling om race og kolonihistorie. Ikke meget ulig tidens mest omtalte miniserie, “O.J.: Made in America”, hvor fodboldhelten O.J. Simpson hævede sig over race ved at blive kendt og elsket nok, men som igen blev bare endnu en ‘neger’, da han knivdræbte sin hvide ekskone. Sådan er det også med Chocolat. Så længe han indordner sig sit hvide publikum og sin hvide klovne-herre i manegen, så må han drikke med borgerskabet og kneppe alle de hvide ludere, han vil. Men hvis han ikke adlyder, så vanker der pisk og en påmindelse om, hvem der er herre i en sort/hvid verden.

Det er her, at “Monsieur Chocolat” bliver exceptionel og ikke blot endnu en [i]bio pic[/i]. For historien er godt nok god nok. De skete virkelig. Nummeret med den hvide, fornuftige klovn og den mere klovnede makker blev opfundet af George Footit og Rafael Padilla. Og her går det også op mod berømmelsen og ned igen, som det jo altid gør i den her slags film. Men deres cirkus-fjollerier betyder mere. Vil mere. Når Footit med lyset slukket på scenen for sjov ikke kan se den sorte Chocolat, så griner publikum. Ha-ha, han er sort. Han er anderledes. En klovn, vi kan grine af. Som bør opdrages.