[b]Ghostbusters Jr.[/b]

Gys og børnefilm blandes i Martin Schmidts “Monsterjægerne”, hvor en gruppe unger må krydse støvsuger med et væmmeligt monster. Den cocktail lykkes bedre, end man måske skulle tro, selvom filmen ikke kan bevare suget helt til endestationen.

Historien følger den 12-årige Oliver, der bor sammen med sin 7-årige bror Lasse hos deres meget politisk korrekte forældre, der serverer økologisk øllebrød for gæsterne. Med er også deres farfar, der evigt og altid fortæller historier om sin tid som monsterjæger. Hans største bedrift var eftersigende at fange det frygtelige skyggemonster, der nu er frosset ned et hemmeligt sted. Oliver og Lasse ved ikke rigtig, hvad de skal tro på, men da farfaren bliver indlagt på sygehuset, falder de over en hemmelig kælder i hans hus, hvori de finder et køleskab med påskrevet advarsel om aldrig at slukke eller åbne det.

Herefter går det naturligvis hverken værre eller bedre, end at uhyret atter bliver sluppet løs, og inden længe har det besat deres forældre, som totalt skifter personlighed. Skyggemonsteret stopper dog ikke der, og snart har det spredt sig over hele byen, hvor de voksne pludselig begynder at opføre sig højst uansvarligt. Oliver og Lasse må sammen med to venner påtage sig opgaven som monsterjægere.

Martin Schmidt startede instruktørkarrieren med gysere så som “Mørkeleg”, “Sidste time” og “Kat”, men skiftede så senere over i et mere børnevenligt spor med julekalenderen “Jul i Valhal” og den efterfølgende film “Guldhornene”. De to genrer har han så kombineret i “Monsterjægerne”, og til det formål har han også allieret sig med Jacob Weinreichs bogserie af samme navn, som filmen er baseret på. Det betyder formodentlig også, at hvis denne film bliver en succes, så kan vi vente os en hel stribe af fortsættelser.

Fortællingen låner fra “Ghostbusters”, men her blot med den forskel, at spøgelsesjægerne i stedet for fuldvoksne professionelle er børn, som plages af alverdens malplaceret voksenautoritet og derfor har en ekstra forhindring at slås imod. Resultatet er ganske velfungerende, og humoren sprudler, når de velovervejede, men lidt kedelige forældre, degenerer til [i]trailer trash[/i]-niveau. Ikke mindst Peter Mygind er forrygende til at tackle overgangen. Martin Schmidt har ganske vist ikke ligefrem imponeret voldsomt med film som “Guldhornene”, men han er ikke desto mindre dygtig til at instruere børn, og hele den unge rollebesætning fungerer glimrende. Vægtningen mellem uhygge og spas er også ganske velproportioneret. Schmidt er forståeligt forsigtig med ikke at lave for skræmmende scener, men jeg tror faktisk godt, han kunne være sluppet af sted med at presse citronen lidt mere og have lavet blot et par enkelte chok.