[b]Monstersjov familiefilm[/b]

DreamWorks er på mange måder Pixars frække lillebror – mere beskidt i munden, hyperaktiv og frembrusende i sin fortællestil. Men lillebroren står desværre ofte i skyggen af storebroren, der efterhånden har så højt et niveau, at alle andre må halse stakåndet efter. Som Jack Black, der lagde stemme til Po i sidste års DreamWorks-film “Kung Fu Panda”, sagde det til dette års Oscarshow: [i]”Jeg tager alt det, jeg tjener på en DreamWorks-film, og satser alle pengene på Pixar-filmen.”[/i]

Med den nye, store animationssatsning “Monsters mod Aliens” prøver DreamWorks én gang for alle at træde ud af Pixars skygge. Og selvom det godt nok ikke lykkes helt, så viser de, hvad de er allerbedst til: Satirisk humor med popkulturelle referencer og en historie, der godt nok mangler logik og dybde, men som brager derudad med 120 kilometer i timen uden overhovedet at kigge sig tilbage. Det er højoktan-underholdning med et ironisk glimt i øjet og en humoristisk parodi på alskens monster- og science fiction-film. Man keder sig ikke et sekund i selskab med de gakkede monstre og aliens.

Susan Murphy er filmens hovedperson, og historien tager afsæt i det, der skulle være den lykkeligste dag i hendes liv – hendes romantiske kirkebryllup. Men ak, skæbnen vil det, at hun et par minutter før vielsen bliver ramt af en meteor med et radioaktivt stof, der gør, at hun vokser sig lige så stor som Empire State Building. Hendes egocentriske kæreste løber skrigende bort, og Susan må sande, at brylluppet skal udsættes på ubestemt tid. Og for at gøre ondt værre, så befinder hun sig snart i et hemmeligt regeringsanlæg sammen med fire andre monstre – den gale videnskabskakerlak Dr. Kakerlak, fiskemanden Missing Link, kæmpelarven Insektosaurus og den småtbegavede, talende geleklump B.O.B. Hvad der herefter følger kan bedst beskrives som et hæsblæsende, actionfyldt eventyr, hvor de fem monstre skal forhindre det blækspruttelignende rumvæsen Galaxhar i at udrydde menneskeheden. For som han selv formulerer det til den skrækslagne befolkning: [i]”Jeg kommer med fred. Jeg vil jer ikke noget ondt. Og I vil alle dø.”[/i]

Det er altså en ret absurd handling, vi har med at gøre, og desværre formår filmen ikke at holde tungen lige i munden under hele turen. Men hvad, der mangler i sammenhæng og plot, bliver der opvejet for i de fantastiske karakterer i filmens univers. B.O.B. er latterfremkaldende i sin absurde idioti, men den absolut sjoveste figur i det sprudlende persongalleri må uden tvivl være præsidenten – en omvandrende parodi på USA’s krigsglade og til tider inkompetente ledere gennem tiderne. Når han er i nærheden, bliver der delt håndmadder ud til den amerikanske udenrigspolitik og politikernes cowboymentalitet.

Især én scene stikker ud og indkapsler, hvad det er, DreamWorks er så fantastiske til: En kæmpe robot fra det ydre rum er landet på jorden, og præsidenten skal kommunikere med den.
[i]”Det handler om kommunikation,”[/i] siger han, alt imens helikoptere, tanks og missiler toner frem i baggrunden. Han går køligt op til robotten, tager et keyboard frem og spiller de uforglemmelige fem toner fra mesterværket “Nærkontakt af tredje grad”. Da robotten ikke reagerer, sætter han keyboardet på ‘funk’ og flipper ud til temaet fra “Frækkere end politiet tillader”. Her går absurd komik, samfundssatire og popkulturelle referencer op i en højere enhed.