[b]Blændende måneskinsonate[/b]

Selvom der bestemt intet er i vejen med fornøjelig eskapisme i form af eksploderende rumskibe, lyssværd og kæmperobotter, så er de mest vedvarende fascinerende film inden for science fiction ikke desto mindre de fortællinger, der tager selve begrebet alvorligt og udnytter det til at berette noget om os selv.

Den slags værker er der faktisk meget færre af, end man skulle tro, og de lader til at været blevet tiltagende sjældne siden formidable titler såsom “Rumrejsen 2001”, “Solaris” og “Silent Running”. Derfor er det også en glæde at se en moderne science fiction-film atter forsøge sig med genren – og endda slippe så ualmindeligt godt fra det.

Filmen følger Sam Bell, der er en astronaut udstationeret på månen, hvorfra han overvåger de maskiner, der udvider Helium-3 fra undergrunden – et stof, der nu udgør kernen i jordens energiforsyning. Her har han opholdt sig i næsten tre år kun i selskab med computeren GERTY, og nu er hans vagt omsider ved at være overstået, og han ser frem til atter at blive genforenet med sin kone og lille datter. Godt det samme for selvom stationen er rummelig og velforsynet, så føler Sam sig nedslidt og udkørt efter de tre år og har tiltagende sværere ved at opretholde fokus. Tingene udvikler sig dog i stigende grad foruroligende, da han tilsyneladende begynder at se syner, og snart kommer han ud for en ulykke, der kommer til at ændre alt.

Mere end det skal bestemt ikke afsløres her, og det er da også rigeligt til, at spørgsmålene allerede vælter frem: Hvilket selskab kunne dog finde på at bemande en station med kun et besætningsmedlem? Hvad betyder synerne, og hvilken slags mand ville dog vælge at lade sig placere i denne slags isolationsfængsel helt frivilligt? Svarene dukker langsomt op, efterhånden som handlingen skrider frem, og vi mistænker hurtigt GERTY for at vide mere, end den siger. At vi gør det skyldes ikke mindst dens udformning, der vækker minder om HAL fra Rumrejsen 2001, samt Kevin Spacys tvetydige stemmelægningen, der vanskeligt lader sig tyde.

Bortset fra den stemme er Sam Rockwell næsten den eneste skuespiller i filmen, og hans blændende præstation – som først vækker vores opmærksomhed og dernæst vinder vores sympati – er en af de primære grunde til, at filmen fungerer så ualmindeligt godt, som den gør. Det er ikke mindst imponerende taget i betragtning af, at “Moon” er instruktørdebuten for Duncan Jones. Han er for øvrigt søn af David Bowie, hvis gennembrudssang “Space Oddity” netop handlede om en isoleret astronaut, så det er fristende at pege på et vist åndsfællesskab mellem far og søn. Hvis Jones har følt sig en anelse usikker på hånden, kan det under alle omstændigheder ikke mærkes på filmen, der er en fuldstændig stilsikker og minimalistisk beretning, som langsomt sniger sig under huden på en og opnår uventet følelsesmæssigt pondus.