[b]Finanser i et fattigt land[/b]

Som vi tidligere på året så i Nicolas Winding Refns “Only God Forgives”, kan det indre bæst i enhver mor være aldeles frygtindgydende. Moderen i det rumænske drama “Mor & søn” er ikke helt så ekstrem som sin artsfælle i førnævnte film, men vækker stadig associationer om filmmødre, der vil det næstbedste for deres børn, men det bedste for dem selv.

Cornelia lever et velhavende liv med sin mand i et stort hus i Bukarest. Det eneste problem i hendes tilværelse er sønnen Barbu, der ikke lever op til hendes krav og desuden bor sammen med en kvinde, som Cornelia ikke just sætter pris på. Men en dag bliver alting sat på spidsen, da sønnen bliver involveret i et biluheld, hvor han slår en 14-årig dreng ihjel. Nu er gode råd dyre, for Cornelia vil redde sin søn, koste hvad det vil. I mest bogstavelige forstand. Det er dog ikke nemt, når sønnike prøver at slippe for den omklamrende mor, og ikke alting kan købes for penge.

Der er en iøjnefaldende ægthed i “Mor & søn”, som gennemsyrer enhver scene. Når Cornelia gennemroder Barbus lejlighed for at komme tættere på den søn, der konsekvent prøver at støde hende fra sig, er det svært at forsvare hendes handlinger. Det er dog alligevel ikke svært at forstå den desperate kvinde, der gerne vil have et rigtigt, tillidsfuldt forhold til sin søn, men ikke ved, hvordan det kan lade sig gøre. Her er en kvinde, der er vant til at få, hvad hun peger på, men ikke er klar over, hvordan hun skal vedligeholde et forhold, når der ikke er penge involveret.

Det er netop økonomi og kapitalisme, der er de fundamentale temaer i “Mor & søn”. Rumænien er et af de fattigste lande i Europa, hvilket blot gør Cornelias forhold til penge og rigdom endnu mere interessant. Er det landets usle omstændigheder, der gør hende til et offer for sin egen pengepung? Og er dette monstro en af årsagerne til sønnens foragt til sin egen mor? Instruktør Calin Peter Netzer giver os ingen svar, men giver os i stedet muligheden for selv at tænke og gætte. Når Cornelia og hendes veninde træder ind på politistationen, er der straks ringeagtelse i øjnene på politifolkene, der dog ikke tyer til vold som de lokale landsbybeboere, der lever under langt mere usle kår end Cornelia og Co.

Hver eneste scene i “Mor & søn” er der for at understøtte Netzers pointe, og det er måske her, at filmen sommetider går lidt i selvsving. Netzers pointe er tydelig og behøver ikke konstant gentagelse. Rumænien ligger i baggrunden som en sovende kæmpe, og når Netzer spiller de nyriges kapitalisme op imod de bønder, som landet primært består af, bliver det først rigtigt fængslende. Det er kontrasterne, der er det mest fascinerende ved “Mor & søn” – ikke bare i spillet mellem de rige og fattige, men også mellem grupperne inden for den samme gode lønklasse. Hvis Netzer havde kradset lidt mere i overfladen i disse forhold, ville “Mor & søn” have været en endnu bedre film.