Det tålmodige vestenFor en genre, der efter sigende kradsede af for mange år siden, må westerngenren siges at leve i bedste velgående. Sidste år bød på alt fra James Mangolds populære “3:10 til Yuma” og P.T. Andersons overvældende “There Will Be Blood”, til Coen-brødrenes ufejlbarlige neo-western “No Country for Old Men” og newzealandske Andrew Dominiks “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford”. Sidstnævnte var uden tvivl firkløverets mindst beskuede blad, men filmen fortjener trods alt mindst lige så megen omtale som sine jævnaldrende artsfæller.

Denne lange, men aldrig langsommelige western er en aldeles tryllebindende affære spækket med majestætiske billeder og storladent drama af en lige så episk natur som produktionens uovertrufne billeder. Fotografen Roger Deakins er simpelthen en troldmand, og det er et mysterium, at manden endnu ikke har høstet en eneste Oscar for sit fantastiske arbejde. Kulisserne ligner derudover aldrig kulisser, men derimod reelle lokaler, bygninger og stræder, som rent faktisk føles befærdede og beboede. Og den udførlige lydside og Warren Ellis og Nick Caves sjælfulde musik gør blot en allerede afsindig stemningsfuld film endnu mere fortryllende.

Filmen har mere tilfælles med David Finchers “Zodiac” end de førnævnte westerns. Ligesom Finchers fremragende, begavede thriller omhandler “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford” mænd, der er så besatte af dem selv, hinanden, berømmelse og frygt, at deres respektive besættelser langsomt fortærer dem. Fortællingens karakterer er blandt de mest troværdige og nuancerede, genren nogensinde har mønstret. Der er adskillige årsager til, at filmen vinder på gensyn, og blot to af disse er figurerne og skuespillerne, som portrætterer dem.

Brad Pitt er superb som den lovstridige, paranoide Jesse James – en yderst kompleks herre, der føler sig tiltrukket af livet som højtelsket landeplage, men som samtidig er begyndt at hade den brutale lømmel, hans omgangskreds og levestil har forvandlet ham til. Pitts øjne udstråler en undertrykt vrede, der immervæk truer med at bryde ud i lys lue. Når den endelig gør det, overrumples man totalt. Lige så brillant er Casey Affleck som unge Robert Ford, der har set op til James hele sit liv, men som langsomt indser, at myterne om hans elskede idol tegner et naivt billede af den voldelige tyv. En tyv, som ikke havde noget imod at aflive ubevæbnede landsmænd. Afflecks følelsesladede og mangfoldige toppræstation skænkede ham en velfortjent Oscar-nominering.

Titlen lægger ikke just skjul på, hvordan filmen ender. Men titlen er også en lille genistreg i sig selv, da det blot gør én endnu mere opmærksom på sammenspillet og forholdet mellem det umage par, som i sidste ende bevirkede flere tragiske begivenheder. Men selvom slutningen er kendt, er vejen dertil proppet med uforudsigelige twists, der holder én limet til skærmen. Og når det berømte drab endelig indtræffer, er det svært ikke at blive chokeret. Det er en af de bedste scener i en af de bedste film i årevis.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Øv. En så billedskøn film som denne fortjener at se fantastisk ud på dvd, men transferet har sine problemer. Komprimeringsfejl er tydelige i størstedelen af filmens scener, og ofte er de [i]virkelig[/i] tydelige. Tjek bare scenen i starten, hvor Jesse James og banden spiser udenfor. Personernes ansigter er mudrede og utydelige, og landskabets grene og græsstrå smelter ofte sammen til udefinerbare masser. Edge-enhancement optræder også hyppigt, og til tider bliver man distraheret af glorierne. Se eksempelvis glorien rundt om Brad Pitts silhuet under togrøveriet.

Gudskelov er transferet ikke helt ubrugeligt. På den positive side er kontrasten som regel stabil. De sorte farver er dejlig blækagtige, og de hvide farver blænder aldrig. Apropos farver, så bliver resten af farverne også gengivet godt. “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford” benytter sig primært af kolde, næsten matte farver, og farvemæssigt synes transferet at efterleve filmmagernes intentioner til punkt og prikke. Pletter, snavs og smuds optræder heldigvis også sjældent, og som regel er billedet meget skarpt. Man bemærker heller ikke komprimeringsfejlene i alle scener (som regel er det tydeligst i de scener, hvor der er størst visuel aktivitet), men dette er under alle omstændigheder et af årets mest skuffende transfers.

AudioSå er skivens Dolby Digital 5.1-lydspor glædeligvis bedre. Filmen er lige så rig på spidsfindige, visuelle detaljer som auditive, og det er især filmens stilfærdige scener, der imponerer lydmæssigt. Der sker altid et eller andet i baggrunden, om det så er en sprød knirken eller et koldt vindpust, hvorfor filmens omgivelser virkelig virker levende. Tjek bare scenen i kapitel 18, hvor Brad Pitt og Sam Rockwell diskuterer i en lille stue om natten, mens blæsten hærger udenfor. Det er lige før, man selv begynder at gyse og fryse. Panoreringerne fungerer efter hensigten, replikkerne lyder aldrig dubbede, og dialogen er tydelig hele vejen igennem. Det smukke score hverken overdøver eller overdøves. Enkelte scener måtte dog gerne have budt på lidt mere auditiv aktivitet, og LFE-kanalen er til tider overraskende tavs.

Ekstramateriale”Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford” er en film, som simpelthen trygler om at blive udgivet i en fornem dvd-udgave med masser af medfølgende ekstramateriale om filmens autentiske rødder og de veldokumenterede problemer med at få filmen færdiggjort. Men udover filmen indeholder discen kun trailere til “I Am Legend” og “Beowulf” og en reklame for både HD-DVD og Blu-ray. Filmens fanskare vokser dog støt, så mon ikke der en dag udkommer en fornem dvd-udgave proppet med ekstramateriale?