Djævelsk-forførende godnathistorieAndrew Dominik puster nyt liv i western-genren med en dramatisk, drømmende-poetisk og næsten bibelsk godnatfortælling af den finere slags.

Legenden Jesse James er en af de mest berømte personligheder i det historiske Amerika. Stort set alle har hørt om hans utallige togrøverier og skuddueller med lokale statsautoriteter, men de færreste har været så tæt inde på livet af ham som instruktør Andrew Dominik byder ind til i “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford”. Den episk-lange titel antyder en stor episk fortælling, hvilket filmen med sine 160 minutter må siges at være.

Jesse James (Brad Pitt), hans bror, Frank James (Sam Shepard), og andre lovløse udgør tilsammen den berygtede James-Younger-bande, der i 1860’ernes USA plyndrede en række togvogne for at åbne bankens og dermed Unionens pengeskabe. Jesse James, der er tidligere uretfærdigt behandlet forbundssoldat i borgerkrigen, får således en slags ophøjet stjernestatus som Amerikas Robin Hood, der tør tage sag i egen hånd og gøre oprør mod staten. Efter at have brudt med sin bror i 1881 bliver Jesse overtalt af Charley Ford (Sam Rockwell) til at tage dennes bror, storbeundreren Robert Ford (Casey Affleck), med i banden. For Ford er Jesse James helten, han læste om i de billige western-hæfter som barn, men i takt med at han lærer den rigtige Jesse James at kende som voksen, smuldrer glansbilledet.

Brad Pitt er i den seneste tid blevet lidt ældre at se på, og det klæder ham ganske godt. I “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford” viser han sig som den glimrende karakterskuespiller, han er, og som Jesse James med rynker omkring øjnene lægger han solid distance til det hunkøns-teenage-feterende publikum, der oprindeligt fulgte ham.

Filmen er et portræt af legenden Jesse James, og måske endnu mere af kujonen Robert Ford, som i Casey Afflecks skikkelse gør et uovertruffent solidt stykke arbejde. Han giver alle de små fine nuancer, der skal til for at vise Robert Ford som den komplekse, og til tider skræmmende, personlighed han er.

Cheffotograf Roger Deakins’ (“En verden udenfor”, “Fargo”, “O Brother Where Art Thou?”) smukke og poetiske visuelle udtryk, blandet med Nick Cave og Warren Ellis’ nærmest spilledåse-inspirerede soundtrack, giver filmen en næsten drømmende følelse, hvilket klæder historien godt. For historie er det jo, og med en titel der afslører slutningen, er der ligefrem lagt op til at dvæle ved de fine detaljer, og dem er der mange af.

Historiemæssigt er plottet et parallelt plan til Jesu’ liv og de sidste dage inden korsfæstelsen og forrådelsen af apostlen Judas. Denne bibelske reference hæver effektivt filmen op på et højt og saga-lignende plan, og giver historien den djævelsk-forførende kombination af både at have tyngde og svæve samtidig. Godt nok er det en film om en historisk person, men der kredses mere om de store eksistentielle temaer end de korrekte historiske fakta, og her passer den episke western-genre tilsyneladende perfekt ind.