Costners comebackMed en skuespilkarriere, der alt for længe har været gået på hæld, er det bekræftende ved “Mr. Brooks”, at fallerede Kevin Costner endelig synes at være tilbage på rette spor. Således er rollen som den nys udnævnte ‘Man of the Year’ og familiefar med et fordækt dobbeltliv, Earl Brooks, formentligt det bedste, den amerikanske skuespiller har præsteret i det nye årtusinde.

Bedst er dog den velslebne og lidt atypiske handling, centreret omkring æskefabrikanten og ægtemanden Earl, der under den nydelige og polerede overflade fører et liv som seriemorder. Ikke af økonomisk nød og ikke af lyst, men simpelthen fordi den velslåede erhvervsmand har et afhængighedsproblem ud i velplanlagte drab. Ved det senest udførte dobbeltmord får et skæbnesvangert fejltrin imidlertid store konsekvenser for Earl, der er blevet fotograferet på drabsscenen og med overrumplende selvfølgelighed afpresses af fotografen Mr. Smith, der – viser det sig – har en voyeuristisk trang til at se folk blive myrdet.

Sideløbende er rigmandsdatteren og politikvinden Tracy Atwood spillet af ungdommelige Demi Moore på sporet af drabsmanden bag de mange mord, der naturligvis har en række fælles træk. Det er gennemgående for filmens karakterer, at de enten afpresser eller bliver afpresset af andre for personlig vindings skyld. Således afpresser Mr. Smith Mr. Brooks for at opnå deltagelse i kommende mordritualer, Atwood afpresses af eksmanden Jesse Vialo for at opnå økonomisk kompensation for det forliste ægteskab, og Brooks’ onde alter ego, Marshall, afpresser blot for afhængighedens og underholdningens skyld.

Imens dramaet udspiller sig under overfladen, bryder datteren Jane familieidyllen ved at dukke op uanmeldt, annoncere at hun har droppet skolen og i øvrigt er gravid. Det er fornemmelsen, at mere ligger bag, end hvad hun her afslører, ting som undervejs vil få indflydelse på Brooks’ aparte livsstil. Det skematisk ledede dobbeltliv er på kort tid i fare for afsløring fra flere sider, og sammen med Tracy Atwoods mere traditionelle forbryderjagt tegner det dermed filmens stærkt underholdende og stemningsfulde islæt.

Stærkt er også skuespillet, ihærdigt ført an af en Kevin Costner, der brænder så meget igennem, at skuespilleren bag karakteren i hvert fald glemmes helt eller delvist for en stund. Han suppleres af rutinerede William Hurt med endnu en klassepræstation, mens modspiller Demi Moore ikke helt får samme prægnans. Det får dog ikke indflydelse på filmens velgennemtænkte og sofistikerede fortællesprog, der bevæger sig i et grænseland mellem kedsommelig normalitet og spændingsfyldt skizofreni, mellem familieidyl og enspændertilværelse.

“Mr. Brooks” er trods sin klassisk, fremadrettede fortælling bestemt ikke, som amerikansk film er flest. Men netop anderledesheden og de markante skuespilpræstationer gør filmen til en tour de force i oplevelser af de få. Rebelskheden og opgøret med normlivet er selvfølgelig set før, ikke mindst i David Finchers enestående “Fight Club”, og de to film har da også en del til fælles i den henseende. Alligevel er netop de opgør et dejligt indspark i en filmindustri, hvor konformiteten og det almindelige mere synes at være reglen end undtagelsen.

Filmen har et solidt greb om den bizarre historie, tager overraskende drejninger undervejs, men funkler særligt takket være et alternativt plot, der piller ved fernissen i menneskets sind, ved moralen og ikke mindst ved de normværdier, der omgiver det moderne samfund. “Mr. Brooks” er underholdning af meget høj klasse og oppebæres i øvrigt af et formfuldendt billedsprog samt en usædvanlig afslutning, som i allerhøjeste grad involverer datteren Janes bemærkelsesværdige hemmelighed. Det er et studie ud i menneskeligt sind og formentligt en af årets bedste af sin slags.

Video”Mr. Brooks” fremstår i et skarpt anamorphic widescreen 1.78:1 format, der grundlæggende imponerer. Der er ikke tilfælde af hverken smuds eller udtværinger, mens edge-enhancement og digitale forstyrrelser indfinder sig enkelte steder. I tilgift er det i øvrigt ofte prangende billedsprog præget af en solid kontrast og en god farvegengivelse. Der er med andre ord tale om et ganske vellykket transfer.

AudioLydsiden består af de engelsksprogede Dolby Digital 5.1 og DTS 6.1 lydspor, der begge er af ganske høj klasse. Dialogen, der primært er et anliggende for fronthøjtalerne, er tydelig, ligesom flere vellykkede lydpanoreringer samt distinkte effektlyde inddrager resten af højtalersystemet. Endvidere er underlægningsmusikken stemningsfuld, atmosfæren i øvrigt er detaljerig, fordeler sig godt ud og giver den fuldendte fornemmelse af selv at være til stede i handlingens rum.

EkstramaterialeUdgivelsens veltilrettelagte ekstramateriale består af de mindre featuretter “The Birth of a Serial Killer: The Writing of Mr. Brooks”, “On the Set of Mr. Brooks” og “Murder of Their Minds: Mr. Brooks, Marshall & Mr. Smith”, der igennem interviews med skuespillere, instruktør, manuskriptforfatter og producent går bag om filmen, karaktererne, manuskriptet, scenografi og optagelser. I tilgift rummer udgivelsen slettede scener og et udmærket kommentarspor med instruktør Bruce A. Evans.