[b]Den utiltalende mandsling og den sublime maler[/b]

Der er overordnet set to måder at lave biografiske film på. Man kan vælge at sætte sit publikum ind i konteksten; skildre den givne persons liv fra start til slut, forklare den tid og situation, som han eller hun agerer ud fra, indsætte noget eksponerende dialog, der udfylder hullerne, så ingen er i tvivl om, hvad der foregår, og hvorfor det er vigtigt. Lad os kalde det Hollywood-modellen. Alternativt kan man være totalt ligeglad med om publikum hænger på eller ej, men derimod håbe på, at den personlighed, man har valgt at skildre (og ikke mindst den skuespiller, der gestalter vedkommende) formår at holde publikums opmærksomhed fanget.

“Mr. Turner” forsøger sig med sidstnævnte tilgang og lykkes imponerende godt. Hvis man absolut intet ved om manden, der af mange betragtes som den største britiske maler nogensinde, så kan man stadig fascineres af hans enerådige og misantropiske karakter. Ikke mindst fordi Timothy Spall, der efterhånden aldrig gør andet end at imponere, gør ham til en mumlende og gryntende særling, der kæmper en stadigt mere indædt og håbløs kamp mod formalisme og offentlighedens forventninger, mens han samtidig i stadig højere grad væmmes ved hele menageriet omkring kunsten. I hele hans fremtoning er han en skærende kontrast til vores forestillinger om Kunstneren, hvis fintfølende og åndfulde sind afspejles i et elegant og skrøbeligt ydre.

Turner er en uraffineret mandsling, som hærger og fascinerer sine omgivelser, mens hans kunstneriske aspekt kun manifesteres ved Mike Leighs mellemkomst som instruktør. Han iscenesætter en række tableauer, der dels refererer til og i enkelte tilfælde direkte kopierer Turners billede og som er mættet med hans ganske særlige sans for lys. I disse scener skifter “Mr. Turner” pludselig fra det jordnære til et kunstnerisk overdrev, og vi bliver således mindet om, hvorfor denne person er så respekteret. Det er også her, at man begynder at få meget mere ud af filmen, hvis man kender noget til maleren og tiden. Når Turner sammen med et par venner observerer et gammelt krigsskib blive bugseret til ophugning, så refereres der til et af hans mest berømte billeder.

“Mr. Turner” er til tider spækket med referencer, der dog alle formår at levere perspektiver på Turners verden. Men det er nok ikke mange, der fanger det sjove i, at en beruset Turner trøster kunstkritikeren Ruskins kone med, at kærligheden nok en dag skal komme, eller forstår konteksten for den skotske lægehustru, der dukker op og udbreder sig om magnetisme og lysprismer. Til Leighs forsvar skal det siges, at han altid holder en nerve i sin fortælling på trods af de mange sidespring, men det er på den anden side meget energi at bruge på udenomsstof i en film, der føles lidt for lang med en spilletid på 150 minutter.

Den visuelle ekvilibrisme hiver dog trods alt stikket hjem. Mike Leighs periodefilm er altid, i slående kontrast til hans nutidsdramaer, kæmpe udstyrsstykker. “Mr. Turner” er ingen undtagelse. Der er så meget overskud og overflod i scenografi og kostumer, at det til tider virker næsten overdrevet, hvilket så igen tjener til at kommunikere en pointe. For mens Viktoriatidens iscenesættelse er grinagtigt svulstig (på alle niveauer), så er det Turners blik og hans malerier, der formår at hæve sig til det sublime. Som tidligere nævnt er det landskabsscenerne, hvor Leigh og kameraet leger med Turners æstetik og stil, der efterlader det største indtryk.