Spildt talent i tam komedieVisse filmproducenter synes at antage, at så længe man bare placerer et par garvede, morsomme skuespillere foran kameraet, vil parterne automatisk slå kreative gnister og fostre en kavalkade af effektive, humoristiske indfald, uanset hvor ringe manuskriptet end er. Men når selv ikke et naturtalent som Billy Bob Thornton eller endda den sædvanligvis fornøjelige Seann William Scott i fællesskab kan få publikum til at gøre meget andet end at klukle og smile skævt, så ved man, at noget er rivende galt med forlægget – i dette tilfælde manuset til den uduelige “Mr. Woodcock”.

Filmens fortælling tager ellers udgangspunkt i en ganske lovende idé. Scott spiller den succesrige forfatter John Harley, der er gået Dr. Phil i bedene og har fået trykt en populær bog om, hvordan man overkommer fortidens pinsler. Men da han vender tilbage til sin lille hjemby under sin lange turné gennem landet, opdager Harley, at hans gamle, diktatoriske idrætslærer, Mr. Woodcock, er begyndt at komme sammen med hans mor. Med to hædrede aktører som Thornton og Scott tilknyttet projektet var der tilsyneladende lagt op til en fornøjelig seance. En seance, der ikke blot bød på en veltimet parodi af litteraturens efterhånden utallige, forfængelige pseudopsykiatere og deres retoriske volapyk, men også en festlig konfrontation mellem to af tidens mest ombejlede komikere.

Men stik imod al forventning er humoren i “Mr. Woodcock” hverken sofistikeret, sigende eller plat. Det er ganske vist forfriskende og overraskende, at filmmagerne sjældent forsøger at forstærke filmens jokes via pompøs musik, lynhurtige klip eller tåbelige, påklistrede replikker. Og kun enkelte af karaktererne kan betegnes som karikerede og decideret utroværdige. Men selv med en spilletid på sølle 87 minutter føles “Mr. Woodcock” utrolig lang, fordi de overraskende få punchlines bliver leveret på en så nonchalant facon, at man aldrig gejles op. Filmen synes ikke at have stor tillid til sine egne evner, hvorfor man sjældent gives incitament til at grine. Og de fåtallige, lettere vanvittige vitser står i skærende kontrast til filmens tilbagelænede fremfærd.

Ofte synes filmmagerne at tro, at det bare må være nok for publikum at se Thornton og Scott gå i flæsket på hinanden. Men det gør skuespillerne desværre næsten aldrig, og når mændene endelig får lejlighed til at sende spydige bemærkninger efter hinanden, leveres de livløse replikker uden gejst, tempo eller overbevisning. Muligheden for at sige noget morsomt om vor tids enorme fascination af litterær og tv-transmitteret psykologi bliver også forspildt, og begge herrer har forbavsende lidt at gøre godt med. Thornton mønstrer den samme kyniske, snerrende attitude, der gjorde hans præstationer i langt bedre komedier som “Bad Santa” og “Bad News Bears” umulige at afsky. Hans ukuelige, afvæbnende charme er også hovedgrunden til, at “Mr. Woodcock” ikke er helt ubrugelig.

Men igennem størstedelen af filmen bliver Thornton bedt om at levere ensartede variationer af den samme, ringe spøg, og det bliver hurtigt trættende at se Thornton og Scott give hinanden ondskabsfulde blikke. Scott har det heller ikke let, og kun hans glimtvis mærkbare entusiasme gør hans fuldstændig endimensionale karakter sympatisk og udholdelig. Amy Poehler, der har rollen som Harleys grådige, hæmningsløse agent, er ensemblets bedste bestanddel. Hendes spydige sarkasme er uimodståelig, men hun medvirker desværre blot i få minutter. Det siger en del, at når man endelig når til forløbets ekstremt sentimentale, belærende og på alle måder forventede konklusion, er man blevet drænet så meget for energi og tålmodighed, at man ikke engang har overskud til at brokke sig.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. “Mr. Woodcock” ser for det mest ganske fornem ud på dvd. De mørkeste scener byder desværre på en anelse udtværing, og kontrasten er ikke altid helt solid, så skyggeområder synes at virke lidt flade og unaturligt tomme. Billedet er til gengæld skarpt, og der er ingen nævneværdige tilfælde af støj eller edge-enhancement. Farvegengivelsen er også helt fin. Farverne er meget naturtro og hverken for matte eller mætte.

Audio”Mr. Woodcock” er en auditivt stilfærdig affære, der primært drives af dialogen, hvorfor det ikke kommer som den store overraskelse, at skivens Dolby Digital 5.1-lydspor ikke er overvældende godt. Replikkerne er tydelige hele vejen igennem, men i en håndfuld scener lyder filmen forbavsende flad og spids. Der diskes ikke op med mange panoreringer, og baghøjtalerne bruges næsten kun til at mønstre oplagte lydeffekter (såsom lyden af en fyldt sal, der klapper), men musikken folder sig imponerende godt ud. Brugen af LFE-kanalen er også ganske spidsfindig, effektiv og interessant – såsom i starten af filmen, hvor lyden af Billy Bob Thornton, der dribler intimiderende med en basketball, simpelthen får gulvet til at ryste.

EkstramaterialeDvd’en indeholder i alt 10 forlængede/slettede scener med en samlet varighed på cirka 13 minutter. Der er tydeligvis en god grund til, at disse ligegyldige og uinteressante scener ikke endte i den endelige udgave af filmen. En af scenerne er en endnu mere sentimental alternativ slutning. I det mindste præsenteres de saksede sekvenser i god kvalitet. Trailere til “Shoot ‘Em Up”, “Det gyldne kompas”, “Hairspray” og “Mr. Woodcock” medfølger også.

“The Making of Mr. Woodcock” (16 min.) er en fuldstændig forglemmelig dokumentar om filmens tilblivelse, som byder på talrige interviews med filmens bagmænd og skuespillere, der bruger al deres taletid på at skamrose hinanden og filmen. Derudover bruges der mange minutter på at gennemgå filmens plot, så hvis man har set filmen, er dokumentaren endnu mere ubrugelig. Kun et par sarkastiske bemærkninger fra uimodståelige Amy Poehler er mindeværdige. I “P.E. Trauma Tales” (12 min.) snakker en enkelt ægte idrætslærer og flere af filmens medvirkende om deres minder fra tiden som elev/underviser. Featuretten er en anelse mere interessant end den anden, men det siger heller ikke så meget…