Triviel og forudsigelig komedieHvis man tænker tilbage på sin skoletid, vil mange sikkert kunne komme i tanke om én bestemt lærer, som man ikke kunne fordrage. Én lærer, som af den ene eller anden grund har gjort timerne ulidelige. For John Farley er denne lærer Mr. Woodcock. En idrætslærer, der med sin militærpædagogik får udstillet alle dem, som ikke passer ind i hans egen og idrættens verden.

Seann William Scott spiller John Farley, der mange år efter Mr. Woodcocks sadistiske behandling er blevet en succesrig forfatter med bogen om, hvordan man løsriver sig fra sin fortid og holder fast i sin fremtid. Noget som Farley i alvorligste grad får brug for. Under et besøg i sin fødeby finder Farley nemlig ud af, at hans tidligere plageånd Mr. Woodcock kommer sammen med hans mor, og at de oven i købet har planer om at gifte sig. Dette kan Farley simpelthen ikke acceptere, og stik imod alt, hvad han har skrevet om at give slip på fortiden, går han i gang med at ødelægge forholdet.

Titelrollen som Mr. Woodcock spilles vellykket af Billy Bob Thornton. Med tilpas overlegenhed og med et glimt i øjet på de rigtige tidspunkter får han det optimale ud af den ellers overfladiske rolle godt hjulpet af nogle underholdende replikker undervejs. Seann William Scott, der i de seneste år har skrabet bunden med elendigt skuespil i en række endnu mere elendige komedier, har med “Mr. Woodcock” fundet noget, der ligger lidt over de sidste års standard. Han imponerer ikke, men hans evne til at opføre sig åndssvagt og skabe sig tosset, som ellers har været hans varetegn i hans seneste film, er heldigvis blevet minimeret i “Mr. Woodcock”, hvilket får ham til at fremstå ganske fornuftig i rollen som John Farley.

Handlingen i “Mr. Woodcock” er lige så triviel og forudsigelig, som det er tilfældet i de fleste andre amerikanske komedier. Og den løber ligeledes ud i den sædvanelige sentimentale slutning, som man kender allerede inden, man har set filmen. Heldigvis adskiller den sig dog på det punkt, at det ikke udelukkende er en falde-på-halen komedie fyldt med platheder, som det så ofte er tilfældet. Man har i højere grad end ellers prøvet at fokusere på dialogen i filmen. Særligt kommer Billy Bob Thornton med nogle ganske underholdende replikker, som løfter filmen lidt over andre komedier dog stadig uden at imponere.

Derudover er der dog ikke meget at komme efter, og skal man finde nogle morsomme episoder, skal man ned i småtingsafdelingen for at opdrive noget at smågrine af. Eksempelvis Amy Poehler, der i skikkelse af Farleys koffeindrevne og alkoholiserede agent leverer nogle ganske underholdende episoder, og man kunne godt have ønsket nogle flere af den slags i filmen. Vi møder desuden en række personer, der proklamerer, at Farleys bog har været deres redning. Det kan bare ikke rigtig ses på dem, og man kan ikke andet end trække på smilebåndet og tænke over, hvorvidt bogen egentlig har nogen effekt.