Her er en film med et såre simpelt (og nogen vil måske endda mene [i]genialt[/i]) koncept, som ville indgå perfekt i en klassisk Hollywood-romance, men som i stedet ligger til grund for en vaskeægte dokumentar med ægte hændelser og ægte personer. Og ligesom i Morgan Spurlocks stilistisk – og til dels også indholdsmæssigt – lignende dokumentar “Super Size Me” fra 2004, hvor Spurlock forsøgte sig med en udelukkende McDonalds-baseret kost i nøjagtig 30 dage, har hovedpersonen i “My Date with Drew”, 27-årige Brian Herzlinger, 30 dage til at optage sin film.

I “My Date with Drew” er Herzlingers endelige mål at få arrangeret et stævnemøde med sit store, kvindelige idol siden frøken Barrymore borede sig fast på hans nethinde via Spielbergs “E.T.” helt tilbage i 1982. Efter 30 dage bliver han nødt til at aflevere kameraet tilbage til butikken, da han faktisk ikke har penge til det og derfor skal have det refunderet inden 30-dags-fristen udløber. Wow. Selv Jack Bauer ville svede under sådanne forhold.

I forhold til Spurlocks mission må Herzlingers siges at være mere… godartet. Men er den ikke også ganske uopnåelig? Man kunne sagtens have frygtet en tam omgang idoldyrkelse, der mundede ud i ingenting, hvor hovedpersonens manglende snarrådighed resulterede i absolut stilstand. Men selvom Herzlinger godt nok ikke har helt styr på økonomien, har han til gengæld kontakterne helt i orden. Relativt hurtigt bevæger han sig op igennem Hollywoods rangorden. Agenter, skuespillere, forfattere og instruktører i alskens afskygninger bliver opsøgt, interviewet og ofte rekrutteret i et forsøg på at komme så tæt som muligt på Barrymore. Det dur naturligvis ikke at skrive et ordinært brev eller forsøge sig med et typisk telefonopkald, da det nærmere vil få Herzlinger til at fremstå som en ordinær fan eller en gal ‘stalker’ og ikke en seriøs kandidat til at besætte Barrymores fritid.

Vi får også et godt indtryk af Herzlingers familie og venner. Vi ser hans forældre insistere på, at han i stedet jagter Jennifer Love Hewitt (fordi han allerede har stødt på Hewitt i en restaurant og derfor selvsagt har en urimelig god chance for at score hende). Vi ser ham forsøge at træne sig selv op for at blive mere maskulin og attraktiv, vi ser ham brokke sig evindeligt over sin jungleagtige kropsbehåring, vi følger ham igennem hans mange finansielle problemer, og så videre og så videre…

Filmfolkenes beslutning om at bruge tid og energi på at afbillede Herzlinger som en virkelighedstro, livsnær person med mange problemer, de fleste af os kan relatere til, og ikke blot som en fiktionsagtig, todimensional stræber, er fremragende og gør det langt mere interessant at følge Herzlinger og Co.’s strabadser. Hans udmærkede voice-over fungerer også som en fortræffelig fortællerstemme.

Men konceptet i “My Date with Drew” er, som sagt, enormt simpelt, og det lykkes ikke filmen at vedligeholde ‘spændingsniveauet’ hele vejen igennem, selv om den kæmper bravt for det. Af og til sker der for lidt, og filmen er ikke helt så uforudsigelig, som den ønsker at være. Men for alle os, der engang har næret stærke følelser for store berømtheder, er “My Date with Drew” en tiltalende og varm lille dokumentar, skabt af engagerede folk uden nogen kommerciel dagsorden og med et forfriskende stænk smittende naivitet.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. “My Date with Drew” blev skudt med et traditionelt DV-kamera, og derfor ser filmen ikke ligefrem fantastisk ud på dvd. Det virker som om noget er glippet i konverteringsprocessen fra NTSC til PAL – som i gængs DV-format har ret forskellige framerates. Billedet synes nemlig ofte at hakke en anelse, hvilket især er tydeligt under filmens panoreringer og zooms. Det er en irriterende fejl, der garanteret kunne være undgået uden det store besvær. Billedet er også ofte uskarpt, kontrasten svinger, og udtværing, edge-enhancement og digital støj optræder også flittigt. Men filmens hjemmevideo-look fremstår dog for det meste ganske charmerende, farverne virker ægte, og de fleste seere vil nok ikke gøre meget ud af billedsidens skavanker.

AudioMåske fordi man havde pladsen tilgængelig (og fordi det aldrig skader at have et farvestrålende DTS-logo til at pryde sit dvd-cover), har man valgt at lave tre forskellige lydspor til denne simple, ultrabillige lille dokumentar. Dolby Digital i både ordinær 2.0 og oppumpet 5.1 udgave, samt endda et DTS 5.1 lydspor. Uden meget udstyr til rådighed er størstedelen af lyden fra realoptagelserne kommet til at lyde lidt tynd, lettere skrattende og flad. Men den er dog stadigvæk tydelig nok. Men filmens lydside er tydeligvis blevet finpudset i post-produktionsfasen, hvilket resulterer i flere fine øjeblikke med god brug af kanalnetværket og med en fin bund. Det er dog primært fåtallige musikalske indslag, der kommer til at nyde godt af kanalnetværkets muligheder, ellers er der intet her, der ligefrem vil sætte dit anlæg på prøve. Ganske habilt arbejde.

EkstramaterialeDvd’en begynder med trailere til “The Constant Gardener”, “C(r)ook” (tysk trailer, endda uden undertekster), “Cry Wolf” og “Seven Swords”. Og så byder dvd’en også på traileren til selve hovedfilmen. Og det var så det. Jubii.