Filmz
My Date with Drew

My Date with Drew

Medvirkende:

Lauren Hays, Brett Winn, Susan Spano, Dan Ryder, Lily Rains, Mindi Phillips, Mikaela Austin Phillips, Kimberly Padula, Kristin Mitzner, John Mann, Jenna Lewis, Pam Levin, Zita Herzlinger, Stacey Herzlinger, Eric Herzlinger, Brian Herzlinger, Drew Barrymore, Jon Gunn, Lisa Furst, Ross Forooghi, George DelHoyo, Sonya Dakar, Allison Burnett, Sara Berkowitz, Stephanie Bedell, John August, Bill D'Elia, Mary Firestone, Kerry David, Eric Roberts, Corey Feldman

Instruktør:

Jon Gunn, Brian Herzlinger, Brett Winn

Filmlængde:

90 minutter

Genre:

Dokumentar, Dokumentar

My Date with Drew

En fan erobrer Hollywood!Hvad gør man, når man er en helt almindelig fyr og er vild med en uopnåelig Hollywood-stjerne? Man laver en dokumentarfilm, der får ens stalker-tendenser til at virke som et interessant eksperiment. “My Date with Drew” er en velkomponeret og charmerende dokumentarfilm, der vil få hovedpersonen Brian Hertzlingers navn på alles læber i Hollywood.

[image=12458]

Brian Hertzlinger er 30 år og bor i Californien. Da vi møder ham, har han i 10 år forsøgt at få en karriere op at stå i tv-branchen, men er på understøttelse og arbejdsløs. Efter at have vundet 1100 dollars i et quiz-show, hvor svaret på vinderspørgsmålet var ‘Drew Barrymore’, beslutter Brian sig for at blæse på al sund fornuft, dårlig økonomi og jobansøgninger. Siden Brian som fireårig så “E.T.” har han været skudt i skuespillerinden Drew Barrymore. Hun har gjort det umulige og forvandlet sit liv som barnestjerne til en vellykket voksenkarriere som en af Hollywoods mest populære skuespillerinder. Derfor er hun fuldstændig uopnåelig for en almindelig, halvfattig fyr som Brian. Han har dog valgt at se quiz-showet som et tegn på, at han skal prøve at skaffe sig en date med Drew og får hans venner til at filme hele forløbet, så du og jeg kan se resultatet.

Og hvilket resultat! “My Date with Drew” beviser én gang for alle, at en god historie sagtens kan bygge på en simpel ide, og at det er udførelsen af den, der afgør graden af succes. Filmen indeholder den helt rette blanding af forskellige ingredienser som humoristiske gags, seriøse forsøg på at opnå kontakt til Hollywood royalty og en ramme til historien, der automatisk sørger for at der kommer lidt modstand og spænding ind i processen.

Da Brian ikke har råd til at investere i et kamera, køber han et af kæden Circuit City, da de har en 30-dages returgaranti. Dermed er der automatisk sat en tidsramme for projektet, der er med til at øge presset på hektiske Brian. Derudover har han kun de 1100 dollars til at finansiere projektet med, så det er fantasien frem for pengepungen, der skal sætte skub i tingene.

[image=12459]

En del af Brians strategi er funderet i teorien om ‘de seks led’. Det vil sige, at ethvert menneske kun er maksimum seks håndtryk fra en-eller-anden person. Brian prøver gennem de forskellige led at få budskabet frem til Drew Barrymore om, at han gerne vil på en date med hende. Han opsøger alle mennesker, fra limousinechauffører til kosmetologer og celebrities som Eric Roberts og den tidligere barnestjerne Corey Feldman, der datede Drew Barrymore, da de var teenagere.

“My Date with Drew” hører til en ny genre af dokumentarfilm, der blev kickstartet med den populære “Supersize Me” fra 2004 og som vi formodentlig vil se flere af i fremtiden. En af de mest fremtrædende træk ved filmene er, at man let kan identificere sig med hovedpersonen. Alle mennesker har på et eller andet tidspunkt været vild med en uopnåelig person uanset om det er en kendt stjerne eller den mest populære pige på skolen. Man er derfor straks på Brians side og håber virkeligt det lykkes for ham.

[image=12460]

Kort om filmen

Lige siden Brian Herzlinger som 8-årig første gang så Spielbergs “E.T.” har han været lun på Drew Barrymore, som her 20 år senere er blevet en voksen kvinde – og Hollywoodstjerne. Men problemet er, at Brian Herzlinger i mellemtiden ikke er blevet så meget andet end… Brian Herzlinger. Han er 27 år gammel, han har ikke noget job, ingen kæreste og ingen penge. Men da han vinder beskedne 1100 dollars i et quizshow, beslutter han sig for at forfølge sin drøm, og sammen med tre af sine bedste venner har han nu 30 dage til at få… en date med Drew.

Ads by MGDK