[b]Elvis og Kalashnikovs i Kurdistan[/b]

Hiner Saleem er irakisk kurder og bosat i Frankrig. Det er herfra, han har virket som filminstruktør siden slutningen af 1990’erne. I Salems aktuelle film, “My Sweet Pepper Land”, er det både den traditionelle, amerikanske western og den mere rå, italienske spaghetti-version, der danner den genremæssige ramme for en fortælling om livet ude på de øde stensletter i grænselandet mellem Irak, Iran og Tyrkiet. Et både særegent og charmerende kulturmiks, hvor også Elvis og Kalashnikov-geværer går hånd i hånd.

Åbningsscenen slår fint tone og stil an for resten af Saleems niende spillefilm: Brutal og galgenhumoristisk på én gang. En flæbende mand skal hænges som den første i den selvstændige region Irakisk Kurdistan. Han får bind for øjnene, og de lokale myndigheder stiller røde plastikstole op foran galgen i det blændende solskinsvejr. Vores helt, den idealistiske politimand Baran, spillet af Korkmaz Arslan, ankommer og ser misbilligende på det absurde optrin, hvor ikke engang rebet er fundet frem. Men hænges, ja, det skal forbryderen jo. For fængslet er ikke bygget færdig. Så op på en stemmeurne fra valget med ham og dingle i rebet. Og til sidst lykkes det.

Oven på den desillusionerende oplevelse anmoder Baran om forflytning, og han udstationeres som en slags sherif i en lille, lovløs landsby på grænsen mellem Irak og Tyrkiet. Samtidig ankommer den unge lærerinde Govend, i skikkelse af den henrivende og håndfaste Golshifteh Farahani, alene til landsbyen. Og så hvirvles både kærlighedsintriger og magtdemonstrationer imellem byens nye sherif og en korrupt klanleder op i det lille samfund, hvor illegal grænsehandel og mavevendende kvindehad er hverdag.

Sheriffen Baran er en mellemøstlig Clint Eastwood-pendant med hang til tidlig rockabilly-Elvis og Beethoven. Han går ingen steder uden sin Kalashnikov og tror på den moralske [i]high road[/i]. Han siger fra, da mor, i filmens mest rene, humoristiske sekvens, forsøger at få afsat sønnike til både gryde- og gifteklare kvinder, men stiller sig på ingen måde afvisende overfor den smukke Govend. Med andre ord en sammensat mand, der er interessant at følge filmen igennem. Mindst lige så interessant, for ikke at sige dragende, er Golshifteh Farahani som Govend. Så selvfølgelig er det hende, der nærmest majestætisk pryder filmens plakat. Farahani har vi tidligere set i Ridley Scotts “Body of Lies” og Asghar Farhadis “About Elly”, og jeg glæder mig mildest talt til at følge hendes videre karriere.

Lidt for ofte har Hiner Saleem ikke helt styr på doseringsforholdet imellem alvor og fjolleri, og det gør “My Sweet Pepper Land” til et ikke særlig helstøbt bekendtskab. Der er scener med underskønne naturscenerier, afdæmpede samtaler mellem Govend og Baran og så – det fineste faktisk – små vignetter, hvor Govend bare spiller sørgmodige melodier på den hang; en ståltromme, hun spiller på med fingrene, der følger hende troligt over de kurdiske sletter. Musikken og hendes inderlighed fylder filmen med besnærende lokalkolorit og et pift poesi. Derfor er kontrasten også det større, når en gruppe kvindelige frihedskæmpere pløkker forbrydere for eget forgodtbefindende, så blodet ligefrem sprøjter. Eller når Govends karikerede brødreflok dukker op i den lille landsby for at sætte deres søster på plads.