[b]Mysteriet om den flotte fyr[/b]

Hun skrev “Mordet i Orientekspressen”. Nej, vent. Det var Agatha Christie. Den her detektiv hedder Agathe Christine. Hun løser også gåder, men i en mindre skala. Her er ingen Hercule Poirot, der skal finde morderen, men derimod en tyv hos købmanden samt en sød dreng, som ikke passer sin skate-træning. Hvem har gjort det?

Det har Karla von Bengtson, der her debuterer med “Nabospionen”, som er animeret med en tydelig tegnestreg a la moderne Alfons Åberg. Det er ikke perfekt som hos Pixar, men det er livet heller ikke for AC, som er flyttet til en slags København med lillebror, storesøster og mor fra et Jylland, hvor man taler lidt af hvert. Kristine Sloth med sine mange YouTube-følgere forsøger sig som [i]teen[/i]-stemme til storesøster med en Limfjords-dialekt fra omkring Aalborg. Alenemor får derimod stemme fra Anne-Grethe Bjarup Riis, der taler, som de gør i Herning.

De to stemmer er det dårligste, jeg har at sige om “Nabospionen”. Ingen af dem spiller en rolle, de larmer bare med deres normale stemmer. Særligt Bjarup Riis overtager karakteren, så stemmen lige så godt kunne komme ud fra Go’ morgen Danmark, hvor hun siger et eller andet skingert. Det er svært at lytte på. Så er det straks skønnere at høre på Simone Edemann Møgelbjerg med sit hæse underspil i hovedrollen som AC. Hende lytter jeg gerne mere til. Og Tommy Kenter, der er købmand og første kunde hos AC: Der er en tyv, der stjæler hundemad i den lille butik. Hvem har gjort det?

Købmandsbutikken og resten af “Nabospionen” er fyldt med fint skrabede detaljer. Et ‘Vuf’ står der på hundemaden, imens ‘Omg!’ åbenbart er det nyeste sladderblad. [i]Cute[/i]. Det er herfra, at AC udfolder sit mysterium. For selv om “Nabospionen” måske mest af alt handler om vejens nye tilflytter, der får et lille (og første) [i]crush[/i] på ham den mystiske med pandehår, så oplever Agathe den verden igennem detektivens mistænksomme blik, hvilket understreges af noir-grå drømme, hvor AC genoplever dagens begivenheder som en anden Philip Marlowe.

At vokse fra barn til [i]teen[/i] er nemlig lidt af et mysterium. Hvorfor bliver storesøster Sanne så mærkeligt fjoget, når hun er i selskab med Vincents storebror? Det mysterium udfoldes uskyldigt fint igennem den her detektiv-fortælling. Lidt som følelserne, der fik frit spil og eget liv i “Inderst inde”. Her bare tilsat et syret firben, der kan tale. Bare fordi. Jeg behøver ingen forklaring på det mysterium.