En af årstidens størst anlagte film er første del af nyindspilningen af de klassiske krøniker fra Narnia: “Løven, heksen og gardeskabet”. Den er indspillet i New Zealand, og som i “Ringenes Herre” er der ikke mangel på storslåede landskaber, og landet er den perfekte kulisse for eventyrlandet Narnia. Takket være omgivelserne og computerteknologiens fortræffeligheder er filmen blevet et storslået og magisk eventyr.

Det er krig. Bomberne regner ned over London, og moderen til de fire børn Peter, Edmund, Lucy og Susan ser ingen anden mulighed, end at sende sine elskede børn væk i sikkerhed. De havner på et stort gods langt ude på landet. Professoren der bor på godset vil under ingen omstændigheder forstyrres, så de fire børn er nødt til at underholde sig selv. En dag under en gemmeleg havner familiens mindste, Lucy, i det eventyrlige land Narnia, da hun går gennem et klædeskab. Snart følger de andre børn efter og den utrolige fortælling kan udfolde sig.

Narnia er henlagt i en evig tilstand af is og kulde, da den onde isheks Jadis har taget magten. En profeti fortæller dog, at fire menneskebørn en dag vil komme og gøre landet frit igen. Derfor vækker det naturligvis en masse postyr da de fire søskende pludselig befinder sig i Narnias snedækkede skove. Og farerne lurer; den unge Edmund lokkes af Snedronningens falske løfter, og Peter har ikke den store lyst til at være hærfører i en forestående krig.
Modvilligt påtager børnene sig alligevel rollerne som landets frelsere, godt hjulpet på vej af den mægtige løve Aslan. To hære samles for at mødes i ét altafgørende slag, der skal afgøre Narnias skæbne en gang for alle.

På trods af at fortællingerne om Narnia har været indspillet indtil flere gange, er det vel kun naturligt, at man vælger at gøre endnu et forsøg, når nu man mestrer teknikken til at gøre effekterne troværdige. De visuelle effekter er da også til tider imponerende. I Narnia taler dyrene, der findes fauner samt andre mytiske skabninger og animationerne i persongalleriet er virkelig gode. Når man vælger at have kentaurer til at gå rundt, er det altafgørende, at det virker troværdigt, hvis ikke hele filmen skal tabes på gulvet – og det gør det heldigvis. Såvel gamle læsere af C.S. Lewis’ fortællinger, som de, der har gemt oplevelsen til det store lærred, vil glædes over filmens visuelle udtryk. Der er ikke sparet på effekterne, og man overvældes til tider af de smukke landskaber og gennemførte detaljer.

Det, der er filmens styrke, er desværre også dens svaghed. Narnia er blevet et besynderligt klinisk og tomt land, som man ikke helt kan leve sig ind i. Som det er tilfældet med de fleste filmatiseringer, så er der naturligvis skåret ind til benet i historien, og mange detaljer er udeladt. Det samlede resultat er dog blevet en ganske udmærket og sammenhængende historie, hvor alle vil kunne være med. På skuespilsiden skal Tilda Swinton som isheksen fremhæves, hun er vidunderligt iskold og på samme tid skrøbelig, og bestemt filmens bedste figur.