[b]Fantasien slippes atter løs[/b]

Det er et godt tegn, når man allerede få minutter inde i “Narnia: Morgenvandrerens rejse” ånder lettet op og tilfreds konstaterer, at der heldigvis stadig er plads til solide eventyrfilm, som er forfriskende fri for ironi, selvhøjtidelighed og postmoderne [i]åh-jeg-er-bare-så-kløgtig-og-hævet-over-det-hele[/i]-distance.

At der er plads til dem er dog ikke ligefrem noget, man kan tage for givet, for allerede efter den forrige films mildt skuffende omsætning viste det sig vanskeligt at få denne fortsættelse igangsat. I gang kom den dog trods alt, og det kan man roligt være taknemmelig over, for dette tredje indslag er muligvis det bedste i rækken.

Som vanligt starter handlingen i det krigsplagede England, men der går knap nok mere end et par minutter, før de to yngste af børnene, Edmund og Lucy, suges ind i et maleri og vender tilbage til Narnia. Med sig tager de deres ulidelige fætter Eustace, og i modsætning til søskendeparret, der er begejstrede for at vende tilbage, så er Eustace en stor jammerdal. Tilbage i Narnia genforenes de med Prins Caspian og den gæve musekriger fra den forrige film, og sammen drager det brogede hold af sted med skibet Morgenvandreren for at standse en ondskab, der har bredt sig ud over det ganske land.

Der er kort sagt lagt op til læssevis af sværdkampe, eventyrlige rejser, fæle uhyre og fantastiske væsner, men hvor den forrige lidt flade film havde en kedelig tendens til helt at fravælge grundhistorien og magien til fordel for endeløse action-scener og slowmotion-slagsmål, så er “Narnia: Morgenvandrerens rejse” et ryk tilbage mod den gode fortælling med hjerte. Med til at levere en velfungerende beretning er også det forhold, at hovedpersonerne denne gang er det yngre søskendepar. Hvor de to ældre familiemedlemmer i forrige film ikke havde så meget karakterudvikling tilbage – de havde jo allerede vist deres værd én gang tidligere – så har Lucy og Edmund hele tiden stået lidt i skyggen af de andre og har derfor deres egen tvivl og usikkerhed at overkomme.

Andrew Adamson, der var instruktør på begge de foregående film, har denne gang måttet lade sig nøje med at indtage producent-rollen. Veteranen Michael Apted er i stedet kommet bag roet, og selvom han mere er en kompetent filmmager end nogen stor kunstner, så har han efter alt at dømme bedre styr på håndlaget end Adamson – hvilket ikke mindst personinstruktionen nyder godt af. Selv de yngste kræfter spiller glimrende, og som den mugne Eustace er Will Poutler lige ved at løbe med hele opmærksomheden. Hans sarkasme giver også hele herligheden et uhøjtideligt indskud, som er med til at holde de højspændte melodramatiske stunder på et spiseligt niveau. Til gengæld mangler filmen de allermest betagende syn fra den første “Narnia”-film. Klædeskabet, der åbner ud til en anden verden, og de snefyldte bakker, der på magisk vis pludselig ændres til grønne sletter, er vidunderlige fantasi-billeder, og intet her har helt den samme ikoniske effekt.