[b]Et kedeligt museum[/b]

Ben Stillers hårdtarbejdende sikkerhedsvagt fra “Nat på museet” vender tilbage i denne fortsættelse, hvor han atter må gøre sit yderste for at undgå katastrofen, når voksfigurer, mumier og skeletter vækkes til live på magisk vis.

I den første film var han som bekendt en arbejdsløs hitte-på-type, der måtte opgive sine dagdrømmerier og tage et job som sikkerhedsvagt i et gammelt museum. I denne omgang viser det sig, at hans ambitioner faktisk ikke var så urealistiske endda, og han har fået succes som opfinder af små fikse, men undværlige tingester såsom den selvlysende lommelygte. Han har derfor droppet den anstrengende tjans som sikkerhedsvagt og er i stedet blevet en travl forretningsmand.

Hvem, der har passet på de ustyrlige museumsgenstande i al den tid, han har været væk, er lidt uvist, men under alle omstændigheder kommer han på jobbet igen, da det viser sig, at museets udstilling skal skiftes ud, og hans gamle venner skal opmagasineres i kælderen under Smithsonian Institution i Washington. Den magiske tavle, der vækker de døde ting til live, er uheldigvis kommet med, og snart er den onde egyptiske farao Kahmunrah vågnet og med ham alle mulig andre væmmelige ting.

Man klør sig hurtig i panden over “Nat på museet 2”, der er en så gennemført skizofren oplevelse, at man ofte føler sig fanget i en bizar pærevælling af forskellige film. Dermed ikke sagt, at de alle er dårlige – her er bestemt også gode takter – men hvorvidt de sammen danner en god film er mere end almindeligt tvivlsomt. Figurerne fra “Nat på museet” er alle tilbage igen, selvom Robin Williams knap nok er med i denne omgang. Ricky Gervais er stadig underholdende som museets chef, og filmen føjer nye og velkomne ansigter til. Jonah Hill fra “Superbad” har en lille, men skæg scene som en striks vagt, Bill Hader er ligeledes sjov som den uovervejede General Custer, og Amy Adams er en ekstremt nuttet Amelia Earhart. Mest af alt så stjæler stemmeskuespilleren Hank Azaria fra “The Simpson” dog billedet som den onde, men temmelig skvattede Farao.

Alle de dygtige hoveder kan dog ikke redde den her rodebutik, der hurtig taber alle de elementer, som gjorde den første til et nogenlunde hyggeligt bekendtskab. Ved at flytte handlingen fra det gamle museum til et større moderne et af slagsen mister man lynhurtigt charmen og forsøger i stedet at kompensere med en “større er bedre”-filosofi.